Lynstart sikrede hjemmeholdet sejren i Vojens

Der gik ikke længe, før SønderjyskE's første mål udløste bamsekast i Frøs Arena denne lørdag eftermiddag.

Valdemar Ahlberg var sat i kæde med Max Tjernström og Mathias Kløve, der serverede pucken for kædekammeraten og Ahlberg kvitterede ved at lægge en flot baghånd ind bag unge Karl Soneff, der havde fået chancen på et afbudsramt Herlev-hold.

Patrick Galbraith stod for SønderjyskE og han afviste Luis Blak Olsens friløber, der var på kanten til et straffeslag. I stedet et Herlev-overtal, der ikke blev til noget.

Sønderjyderne bragte sig på 2-0, da Krag-Christensen og Boysen i fællesskab skovlede pucken ind bag Soneff. Herlev-boksen tog en challenge uden held og resten af perioden var opad bakke for gæsterne. Begge hold havde i øvrigt tabt fredag aften og var ude efter revanche.

Det blev 3-0 til SønderjyskE, da Gabriel Desjardins fik lagt pucken ind bag Karl Soneff fra en spids vinkel.

God Galbraith-parade lige inden pausen og et sønderjysk stolpeskud kort inde i anden periode, inden kampens fjerde mål, der blev sat ind af Luis Blak Olsen, der skabte et kort håb for Herlev. 

Hjemmeholdet kom foran i undertal ved Desjardins, men det blev 4-2 inden sidste pause, da Victor Cubars iskoldt udnyttede en sønderjysk fejl i egen zone og satte pucken op i hjørnet bag Galbraith.

SønderjyskE afgjorde med to hurtige mål i tredje periodes midte: Mikkel Skov fejrede sin nylige kontrakt ved at skovle 5-2-målet ind, og Valdemar Ahlberg scorede igen, da han styrede Rasmus Lyøs skud ind til 6-2. 

Herlevs kaptajn Daniel Baastrup-Andersen forlod kampen tidligt efter en tackling i hovedhøjde, og måtte eskorteres ud på en båre. Forhåbentlig er den solide Herlev-back i orden igen i aften, og var heldigvis med bussen hjem efter et tjek på hospitalet. 


362.298 KRONER FRA METAL LIGAEN TIL KNÆK CANCER LYNOPTAKT: LØRDAGENS TO KAMPE I METAL LIGAEN