Herlev Eagles-SønderjyskE 3-5 (0-2,3-0,0-3)
Herlev havde næsten gjort rent bord hidtil i sæsonen mod SønderjyskE. 11 point i 12 kampe var statistikken for Eagles mod de lyseblå og længe så det også ud som om, Herlev skulle fortsætte sin streak.
SønderjyskE havde ellers bragt sig på 2-0 efter første periode, hvor gæsterne var skarpest og bedst. Det var Nikolaj Krag-Christensen, der med et forrygende hug i powerplay scorede det første mål, og inden pausen havde William Boysen øget føringen i en periode, hvor gæsterne spillede rigtig fin udebanehockey.
Herlev tog over i anden periode og fik langsomt, men sikkert overtaget styringen af kampen. Lige over halvvejsmærket dukkede Oliver Arle Östergren op foran mål og reducerede, og Herlev fortsatte presset.
2-2-målet scorede Anton Johansson på et tomt mål, eftersom Patrick Galbraith lå ned efter at have fået en medspiller uheldigt ned over sig. Galbraith måtte udgå og var rasende over, at han havde fået en skade, der umiddelbart ikke så alt for god, hvis man skulle bedømme på målmandens reaktion.
Ind kom unge Tobias Villykke, der måtte se sig passeret at Oliver True lige før pausen. Nu lignede det den femte sejr til Eagles over SønderjyskE i denne sæson. Stærkt comeback af ørnene.
De første 10 minutter af tredje periode blev afventende fra begge sider, indtil Herlev tog en udvisning. Det på dagen effektive SønderjyskE-powerplay slog til igen. Denne gang med Jacob Schmidt-Svejstrup som afslutter.
Samme Schmidt-Svejstrup blev matchvinder, da han hamrede et slagskud ind til 4-3 i SønderjyskE-favør. Sikke en aften for Svejstrup, der også kunne glæde sig over og med David Madsen, der satte det sidste mål i tomt bur.
Eagles kunne ærgre sig over ikke at have været helt koldblodige i tredje periode, mens SønderjyskE med Galbraiths skade kan risikere at have to målmænd ude til Metal Final4 i den kommende weekend.