Sidste sæsons sølvmedaljer sender SønderjyskE Ishockey i Continental Cup, og den europæiske klubturnering skal spilles på sønderjydernes hjemmebane i Frøs Arena i Vojens.
Der er lagt op til endnu en ishockeyfest i Sønderjylland.
Sidste sæsonens sølvmedaljer har sendt SønderjyskE Ishockey i den europæiske klubturnering Continental Cup, og fredag blev sønderjyderne tildelt værtskabet af det internationale ishockeyforbund, IIHF, på et møde i ungarske Budapest.
Det drejer sig om den ene semifinalepulje, som SønderjyskE selv bliver en del af sammen med tre andre hold.
Det bliver uden tvivl en meget spændende weekend , da lodtrækningen faldt sådan ud, at SønderjyskE skal op mod engelske Nottingham Panthers, Amiens Gothiques fra Frankrig samt det vindende hold fra gruppe D i anden runde (Ritten Sport (ITA), Ferencvaros (HUN) eller Olympija Ljubljana (SLO).
Turneringen i Vojens afvikles den 15.-17. november.
SønderjyskE har fine traditioner i turneringen, da klubben i 2011 i hviderussiske Minsk hentede en bronzemedalje, der var den første europæiske medalje, der blev vundet af et dansk klubhold.
I 2013 var SønderjyskE også vært for en semifinalerunde i Continental Cup, så klubben har prøvet det før og ved, hvad der kræves, og hvad det giver igen til landsdelen.
SønderjyskE-direktør Klaus Rasmussen glæder sig over, at klubben igen skal stå for arrangementet, og han tror på, at det bliver en sand hockeyfest.
– Det er en stor glæde, at vi igen kan trække sådan en turnering her til Sønderjylland. Det er en god event for fans, sponsorer og sønderjyder generelt, for det trækker naturligvis også en del omsætning til området i form af både klubber, spillere og medrejsende fans. Vi arbejder på at få så mange som muligt indkvarteret lokalt i Haderslev Kommune og i landsdelen, så hele området kan mærke, at der er kommet en stor begivenhed til Vojens, siger Klaus Rasmussen.
Sportschef Kim Lykkeskov forventer også en hockeyfest, når Continental Cup-karavanen kommer til Frøs Arena, og han har store ambitioner på holdets vegne.
– Det er spændende, at vi igen skal spille europæisk hockey, og jeg håber, der kommer en masse liv i Haderslev, Vojens og omegn. Forhåbentligt møder vi nogle hold, der trækker en masse fans med, så vi kan få skabt en god stemning og få en flot kulisse om turneringen. Ambitionen bliver da at gå videre til finalen, for vi vil vinde, uanset hvad vi stiller op i, siger sportschef Kim Lykkeskov.