Forwarden er i bedre form end nogensinde, siger han til Der Nordschleswiger

Sønderjyske er - som de fleste andre klubber - på isen igen.

Der er is på i Sydjysk Sparekasse Arena, og Mathias Borring er på et ganske ungt og "nydefineret" Sønderjyske-mandskab en af de rutinerede spillere i truppen hos de lyseblå. 

Og Mathias Borring er i den grad klar til igen at give den gas - og er i bedre fysisk form end nogensinde, siger han i et interview med Der Nordschleswiger.

- Jeg har forbedret mig i alle mine tester. Det er skønt, når det hårde arbejde fra sommertræningen i de forgangne måneder resulterer i gode testresultater. For to år siden stod vi med guldhjelmene, men i den forgangne sæson røg vi tidligere ud, end vi havde håbet. Det betyder, at hele truppen er mødt op med ekstra "ild". Vi har spillere i rigtig god form i truppen og er fuld af motivation i forhold til at forbedre os, siger han til avisen. 

- Det er altid spændende, når der kommer mange nye ansigter. Det går stærkt med at lære hinanden at kende. Vi tilbringer masser af tid sammen i hallen og har masser af planer i de kommende uger, så vi lærer hinanden at kende, siger en optimistisk Mathias Borring. 

Han understreger ligeledes i artiklen, at de mange organisatoriske ændringer hos Sønderjyske i sidste sæson ikke påvirkede hans indsats på isen. 

- Jeg er her for at spille ishockey, og det koncentrerer jeg mig om. Der er mit fokus, siger Mathias Borring. 


Derian Plouffe stopper sin ishockeykarriere Luka Burzan skifter til ungarsk ishockey