En af Metal Ligaens store teknikere, Esbjerg Energys Søren Nielsen, har valgt at stoppe sin karriere af personlige årsager.
Det skriver Esbjerg Energy på sin Facebook-side.
Nielsen var ikke med hos Esbjerg i går i Herlev, og det havde altså sin grund.
Det er et stort tab for Energy, at den driblestærke forward siger farvel.
Søren Nielsen har været en markant skikkelse i det vestjyske og i hele Metal Ligaen, siden han debuterede for Esbjerg i 2012/13-sæsonen.
Han har spillet langt de fleste sæsoner i barndomsklubben, men har også været på tur til Odense (to sæsoner) og Frederikshavn (en sæson) inden han vendte tilbage til det vestjyske.
Og nu er det altså slut for Søren Nielsen, der ifølge Eliteprospects slutter sin karriere med 274 point i 552 Metal Liga-kampe.