Lindsay Sparks fik en fin debut for sin nye klub, hvor han scorede en enkelt gang, da Herning mødte SønderjyskE.

Hernings nye mand Lindsay Sparks scorede en enkelt gang og spillede en glimrende kamp i går på Kvik Hockey Arena.

I hvert fald var han bedre, end man kunne forvente, eftersom han først klokken 17 fik at vide, at han var spilleberettiget. Derfor blev Sparks også kastet noget rundt i kæderne, indtil han fandt “et hjem” i andenkæden hos Zack Torquato og Lasse Lassen. 

Det fungerede glimrende, og Sparks pointerede efter kampen overfor Herning Folkeblad, at han ikke kunne mærke, at han var kommet til et hold, der har haft en vanskelig sæson.

– I sådan en kamp her er det ikke til at mærke, at holdet har haft en svær sæson. Jeg synes, at vi leverer 60 gode minutter med meget få skønhedspletter. Jeg ved, at SønderjyskE er et stærkt hold, så vi tager en masse selvtillid med fra den her kamp, sagde han til avisen.

Herning har nu 11-0 i de seneste to kampe og maksimumpoint – og synes på vej ind i den rette form før slutspillet.

– Vi ved, at sæsonen snart kulminerer, så det er vigtigt, at meget fungerer. Efter landskampspausen for et par uger siden har vi spillet tre kampe. Vi tabte i Aalborg uden at score, men producerede store chancer på samlebånd. I de to andre kampe har vi scoret 11 gange, så jeg føler selvfølgelig, at vi er på rette vej, sagde Petri Skriko til Herning Folkeblad – men pointerede samtidig, at de to sejre ikke skal være en sovepude. 

Herning afslutter grundspillet på fredag med en hjemmekamp mod Herlev. 


Aalborg sikrer to point i straffeslag Martin Højbjerg: Der skal en ny type hockey til