Er den tidligere Esbjerg-back på vej helt ind på den store scene?

Det skulle ellers være sikkert og vist, at den tidligere Esbjerg Energy-back Kodie Curran skulle være på vej til KHL og Avangard Omsk efter to strålende sæsoner i svenske Rögle. Men skiftet er ikke offentliggjort endnu, og nu spekulerer den altid velunderettede Expressen-journalist Johan Svensson i, at det har en årsag, der hedder NHL.

Angiveligt, skriver Svensson - tidligere kendt som Mr. Madhawk - skulle flere klubber, ikke mindst Anaheim Ducks have interesse i at hente Curran, der dermed kan tage det ultimative skridt i karrieren. Der er dog ikke nogen aftale om transfer mellem KHL og NHL, og det skulle angiveligt være den største forhindring lige nu. 

Den offensivt mindede canadiske back eksploderede i slutspillet 2016/17 for Esbjerg, hvor han lavede et point i snit og for alvor viste sine styrker frem. Esbjerg vandt DM-guld. 

Derefter blev han hentet til norske Storhamar, hvor Curran nærmest gik pointamok og ene mand dominerede den norske liga. Han blev mester med Storhamar Dragons og lavede vanvittige 29 point i 14 kampe i slutspillet. Det havde for længst fået større klubber til at interessere sig for ham, og han skiftede til svenske Rögle i SHL. 

Her fik han kritik i begyndelsen i de svenske ishockeymedier, men den forstummede, som sæsonen 2018/19 skred frem. I den netop afsluttede sæson fortsatte Curran med at levere varen. For nylig fik han guldhjelmen i Sverige - kåret af spillerkollegerne i SHL - og i blev kåret til både årets spiller og årets back ved SHL Awards. Han nåede vilde 49 point i 48 kampe for Rögle i grundspillet, men fik desværre ikke lejlighed til at afprøve sig i slutspillet i SHL.


EFTER SYV ÅR: SLUT MED PEDERSON-ÆRAEN I ESBJERG VIDEO: Dale Mitchells supersæson i Windsor