Frederikshavn White Hawks-Rungsted Seier Capital 2-5 (1-0,1-4,1-1)
Rungsted Seier Capital har efter en lidt tøvende sæsonstart skudt sig direkte ind i kampen om pladserne i Metal Final4. Fredag aften blev det til en ganske overbevisende sejr i Frederikshavn.
Hjemmeholdet sank endnu dybere ned på sidstepladsen efter en ellers fornuftig første periode, hvor finske Rasmus Lahnaviik blev eneste målscorer.
Frederikshavns første udvisning blev dyrebar.
Den faldt i slutningen af første periode, og det udnyttede Morten Jensen til at udligne i begyndelsen af anden periode i powerplay.
Midt perioden leverede Rungsted to lynmål: Først af Rasmus Andersson med et "signatur-slagskud" og siden ved unge Nikolaj Davidsen, der scorede sit første Metal Liga-mål.
Frederikshavn blev vækket af en time-out og fik reduceret ved Daniel Baastrup-Andersen, men inden anden periodes udløb havde Morten Jensen gjorde det til 4-2 i gæsternes favør.
Jensen måtte kort ind i tredje periode tidligt i bad for elbowing, men Frederikshavn fik slet ikke fat i de fem minutters overtal.
Tiden gik for Frederikshavn i en lidt rodet tredje og Matthias Asperup lukkede og slukkede og gjorde det til en god bustur hjem til Nordsjælland for gæsterne.
Frederikshavn har allerede søndag en ny hjemmekamp. Aalborg Pirates kommmer på besøg til sæsonens første
lokalderby i Nordjylland.