Aalborg Pirates-Rødovre Mighty Bulls 4-0 (3-0,1-0,0-0)
Aalborg Pirates var store favoritter til dagens kamp, men det var langt fra til at se i kampens indledende fase, hvor gæsterne fra Rødovre langt fra blev sat under det forventede pres. Efter otte minutter skiftede kampbilledet dog i hjemmeholdet favør, da Søren Dietz-Larsen fik masser af plads til en afslutning, som dog blev blokeret inde foran mål af Pierre-Olivier Morin.
Det skabte en masse kaos inde foran David Grubak, og det udnyttede selvsamme Dietz-Larsen til at få fat i den løse puck, og sætte den ind i nettet efter en skarp dribling.
Føringsmålet ændrede kampen, eftersom det gav Aalborg en masse momentum. De kom fra til flere og flere chancer, og efter 14 minutter kom de nordjyske værter også foran med 2-0. Denne gang var det Matt Salhany, som efter en flot sekvens fik masser af plads. Med en smart afslutning fik han lagt pucken ind mellem benene på Grubak, og dermed kunne Salhany juble over sin første scoring i sæsonen.
Salhany var dog langt fra færdig i første periode, og tre minutter senere scorede han sit andet mål i kampen. Patrick Bjorkstrand sendte en skarp og maskeret aflevering ind foran mål, hvor Salhany flot fik styret pucken op i nettaget til 3-0. En stilling som holdt til pausen, trods flere store chancer til begge hold i de resterende minutter af første periode.
I anden periode skulle der også gå omkring otte minutter før Aalborg gjorde det til 4-0. Netop som en udvisning til Alex Haunstoft udløb, fik Bo Hanson fra kanten af Rødovres zone sendt en afslutning afsted som Grubak ikke kunne holde. Inde foran mål stod Jeppe Jul Korsgaard, som uden de store problemer kunne sende pucken ind på den efterfølgende chance.
4-0-målet blev også det eneste i periode på trods af en stor Aalborg-dominans. Det nordjyske tophold skabte et hav af chancer, men Grubak var rigtig godt spillende i anden periode. Det var ikke meget Rødovre fik skabt, og fik sjældent sat Albert Adamsen, som fik sin Metal Liga-debut for Aalborg Pirates til dagens kamp, under pres undervejs i dagens opgør.
Med en firemålsføring inden tredje periode skulle sejren bare stille og roligt i land for Aalborg Pirates. En opgave som de på mange måder havde stort held med i de første ti minutter af perioden, hvor Aalborg uden at folde sig helt ud, havde godt styr på begivenhederne. De forsvarende mestre var sågar tæt på at score til 5-0 i flere omgange, og især Matt Salhany burde have scoret sit hattrick, men fik ikke ordentligt traf på sin afslutning.
Billedet forsatte resten af kampen, hvor det virkede lidt som om begge hold stille og roligt lod tiden rande af uret i Sparekassen Danmark Isarena. Kampen blev afgjort i første periode, og derfor sluttede kampen også 4-0 til Aalborg Pirates, som kunne fejre sejren med Albert Adamsen, som kunne fejre sit første shutout i Aalborg Pirates.