Frederikshavn måtte nøjes med et enkelt point i Granly Hockey Arena trods solid føring

Esbjerg Energy-Frederikshavn White Hawks 5-4 (0-2,1-1,3-1) 0-0,1-0 Frederikshavn havde Esbjerg langt nede i sækken, men nordjyderne glemte at snøre den. Foran med 1-4 synes sejren hjemme for gæsterne, men Esbjerg ville det andeles og ført an af Shawn O’Donnell, der nettede to gange, ja så hentede vestjyderne tre mål i løbet af kun godt to minutter i tredje periode. I straffeslagsafgørelsen blev Brady Shaw matchvinder for Esbjerg.

Sæsonens femte opgør mellem Esbjerg og Frederikshavn blev udkæmpet tirsdag aften i Granly Hockey Arena. Nordjyderne startede bedst i de to holds indbyrdes opgør med to sejre tidligt på sæsonen, mens Esbjerg har snuppet sejren i de seneste to opgør.

Til aftenens opgør var Frederikshavn uden Alexander Bumagin, Mike Hammond og Justin Shugg, mens Esbjerg måtte undvære Christian Wejse, Anders Koch, Jeppe Vinther og Felix Scheel.

Målmandsduellen stod mellem Filip Larsson og Thomas Lillie.

Forud for kampen blev David Madsen kåret til månedens profil hos Esbjerg.

Kyniske nordjyder bedst i åbningsperioden

Det var Frederikshavn der startede kampen bedst, spillemæssigt såvel som resultatmæssigt. Christopher Frederiksen testede Thomas Lillie i Esbjerg-målet for første gang efter et lille minuts penge og to minutter senere tog gæsterne føringen, da Jesper Jensen tog sagen i egen hånd og fra neutral zone spadserede igennem Esbjerg-defensiven, inden han køligt smækkede pucken op i fjerneste hjørne til 0-1.

Yderst effektiv udnyttelse af gæsterne, mens det ikke var meget Esbjerg fik skabt fremad banen i de første 10 minutter. Gæsterne sad således på det meste af spillet, uden at det dog blev til de helt åbne målchancer af den grund.

Efter 11 minutter meldte Esbjerg sig ind i opgøret for første gang, da Shawn O’Donnell og Rasmus Bjerrum kombinerede foran gæsternes mål og fik testet Filip Larsson. Den svenske keeper lod sig dog ikke overliste og således fortsat 0-1 på tavlen.

Værterne var dog nu kommet bedre med rent spillemæssigt og efter 16 minutter var man da også kun få marginaler fra en udligning, da Jordan Smotherman, fra en position bag mål, fandt Andreas Grundtvig lavt i slottet. Grundtvig trykkede af første gang, men Larsson afværgede vestjydernes bedste mulighed i åbningsperioden.

I modsatte ende var frederikshavnerne anderledes kyniske og effektive når chancen bød sig. Efter 18 minutter blev det således 0-2, da Christopher Frederiksen viste godt overblik og sendte Sebastian Brinkman af sted ned mod Esbjergs mål. Her eksekverede den nordjyske forward sikkert, da pucken blev sendt op over skulderen på Thomas Lillie.

Stillingen var dermed 0-2 forud for anden periode. Dette efter 20 minutter hvor værterne generelt fik skabt alt for lidt fremad banen, mens Frederikshavn var kyniske og effektive når chancen bød sig.

Power playet slog til i begge ender

Fra anden periodes indledning var det igen gæsterne der var først på pucken i de fleste situationer og nordjyderne kom ligeledes bedst ud af de fleste nærkampe. Jesper Jensen fik også budt ind med et nærgående forsøg i det femte minut, uden at det dog forvoldte Lillie de store problemer i målet.

Esbjerg-spillerne synes frustrerede, som anden periode skred frem og det var forståeligt, da vestjyderne ganske enkelt ikke kunne få spillet til at glide. Derfor var det også en kærkommen mulighed for værterne, da Mikkel Bertelsen efter syv minutter tog kampens første udvisning.

I power playet der fulgte i kølvandet på gæsternes udvisning viste Esbjerg til gengæld gode takter. Man fik relativt hurtigt sat spillet op, kombinerede godt og havde spillet gæsterne tynde inden der var gået et minut; Craig Puffer og Cam Knight satte i fællesskab Charles Corcoran op til afslutning midt i slottet. Her svigtede amerikaneren ikke, da han i overbevisende stil gjorde det til 1-2 i power play.

Esbjergs Valdemar Ahlberg tog værternes første udvisning for en slashing halvvejs i perioden og selvom gæsternes fik presset på, så fik man ikke skabt den afgørende åbning.

Hjemmeholdet havde flere gode sekvenseri sidste halvdel af anden periode, hvor man ved et par lejligheder fik sat sig tungt på frederikshavnerne, der både måtte slå pucken til icing nogle gange og som tilmed brugte deres time out med 6:22 tilbage af perioden, netop for at give spillerne luft efter en icing.

Vestjyderne var blevet mere målsøgende og havde fået et bedre flow i spillet, men alligevel var det gæsterne der sluttede perioden bedst; Gorm Topholt strøg af sted i et break away-forsøg, hvor Lillie klarede ærterne for Esbjerg i to omgange, men desværre for Esbjerg havde Rasmus Bjerrum forinden begået en interference mod Topholt og Frederikshavn kunne dermed rulle overtalsformationerne ud. Her var det paradoksalt nok netop Topholt, der fra distancen fik sendt pucken mellem benene på Lillie og ind i målet til 1-3, som også var stillingen forud for tredje periode.

Jesper Jensen lynstartede, inden Esbjerg indledte stærkt comeback

Tredje periode var kun 31 sekunder gammel, da Jesper Jensen umiddelbart så ud til at afgøre kampen. Jensen kom i høj fart ind i zonen, skar ind i banen og smækkede i sikker stil skiven op i krydset. Fremragende aktion af landsholdsforwarden, der med sit andet mål i kampen havde bragt Frederikshavn foran med 1-4.

Minuttet efter var der godt gang i udvisningerne, efter en tackling bag Esbjergs mål og en efterfølgende holding af Kyle Hope. Udfaldet blev, at Esbjerg kunne spille fire mod tre i 1:19. Her tegnede Davis Vandane sig for værternes bedste forsøg fra distancen, men Larsson tog godt fra i målet. Esbjerg havde ellers splittet gæsternes box play et par gange, men valgte lidt uforståeligt en ekstra pasning ved flere lejligheder, frem for at afslutte.

Små ni minutter inde i perioden fandt Esbjerg dog omsider recepten og en af vestjydernes bedste, Shawn O’Donnell, kunne gøre det til 2-4 efter forarbejde af Rasmus Bjerrum. Tæt under mål fik canadieren trykket pucken ind under Larsson.

Esbjerg havde indledt det, der skulle vise sig at blive et storstilet comeback. Godt halvandet minut senere blev det således 3-4, da Jordan Smotherman fra flanken sendte pucken ind foran mål, hvor Andreas Grundtvig kunne score fra en position lige foran Larsson.

28 sekunder blev det så 4-4, da Shawn O’Donnell med sit andet må l i kampen bragte balance i regnskabet. Hjemmeholdet havde nu for alvor kampens momentum og godt hjulpet på vej af et par udvisninger til gæsterne, så blev det mod slutningen af perioden til et regulært skydetelt mod gæsternes mål.

Esbjerg dominerede nu fuldstændigt. Værterne vandt tredje periodes skudstatistik med hele 23-6 og var da også tæt på at tage alle tre point: Med halvandet minut igen ramte Jordan Smotherman stolpen bag Larsson og med kun 12 sekunder tilbage dansede pucken inde på stregen bag gæsternes keeper og Esbjerg var vel reelt set kun 10 cm. fra at løbe med det hele.

Men der skulle altså overtid og straffeslag til, for at finde en afgørelse. Her scorede kun Esbjergs Brady Shaw og Esbjerg løb dermed med aftenens bonuspoint.


SKARPE SKUD: BILLEDER fra Herlev-Herning Ingen pokal-tømmermænd hos SønderjyskE