Sønderjyske-træneren ærgrede sig over manglende marginaler i søndagens kamp mod Herning

Sønderjyske-træner Casper Stockfisch var trods nederlaget mod Herning søndag eftermiddag nogenlunde tilfreds med, hvad han havde set over 60 minutter.

Sønderjyderne kom bagud 0-2 mod et stærkt spillende Herning-mandskab, men kæmpede sig tilbage i en god anden periode. 

- Vi bragte os i en position, hvor vi havde en chance for at vinde helt til sidst i kampen. Med lidt mere skarphed eller lidt mere held i de fire situationer, hvor vi ramte stolpen eller overliggeren, havde vi også fået point i dag, lød det fra Sønderjyske-træneren overfor Der Nordschleswiger. 

- Herning havde momentum i kampens begyndelse, men vi kæmpede os godt tilbage. Anden periode tilhørte os, men vi må erkende, at vi ikke rigtig havde luft i tredje periode. Efter fire kampe på syv dage manglede der kræfter. Herning kunne skrue et gear op og snøre sækken, sagde han. 

- Det har været et gevaldigt program med fire kampe på en uge, men jeg mener faktisk, at vi bestod testen og bevæger os nu i den rigtige retning. Kigger vi på tabellen, står vi i top fire, hvor vi også hører til i min optik, lød det fra Stockfisch til Der Nordschleswiger. 


UGENS HOLD: Følgende seks spillere har fundet vej til ugens A-kæde Brandhammar: To "sloppy perioder" og et stærkt comeback