Ny svensker kandiderer til rollen som kaptajn for White Hawks

Der var træningsstart i Frederikshavn i aftes med øl og vand til de fremmødte fans i Nordjyske Bank Arena.

Efter den skuffende sæson i fjor, hvor nordjyderne som bekendt endte udenfor slutspillet for første gang siden midt-90'erne, er der visse forventninger til det nye hold. 

I går var det kun canadiske Jared Freadrich, der var fraværende, men han lander formentlig inden længe i det nordjyske.

Det bliver i øvrigt en sæson, hvor Frederikshavn-fansene får nogle "Freds" at juble over. Jared Freadrich, Christopher Frederiksen, træner Fredrik Johansson og så en ny svensker med navnet Fredric Andersson.

Sidstnævnte kommer ind som rutineret mand og tidligere kaptajn for Björklöven i Umeå og får fine ord med på vejen fra den nye træner Fredrik Johansson, kaldet "Fredda" i dagligdagen.

- Fredric er på alle måder et fantastisk menneske med lederegenskaber. Spillere, ledere, ja, hele Umeå kan lide ham. Han får stor betydning for vores hold, og vi må heller ikke glemme hans spillemæssige kvaliteter, udtaler Fredric Johansson til Kanal Frederikshavn

Nicolai Meyer, der i den kommende sæson spiller for Södertälje i Allsvenskan, var også på visit hos sin gamle klub i går. Frederikshavn White Hawks spiller sin første træningskamp om en uge mod Aalborg. 

 


Herlevs viser rundt i det nye omklædningsrum UNG SVENSKER skal angribe for Rungsted