Endnu en lussing til Mighty Bulls - denne gang på hjemmebane

Rødovre Mighty Bulls – SønderjyskE 2-8 (1-3 1-4 0-1)

De trængte tyre fra Rødovre havde besøg af Sønderjyske denne aften i julens tegn. Det var en overraskelse at se Thomas Lillie vogte gæsternes kasse som erstatning for en sygdomsramt Pettersson. Det var dog William Rørth i hjemmeholdets bur der blev spillet varm, inden gæsterne trak første udvisning, og her blev Brandon Magee første mand på måltavlen da han i slottet udplacerede Lillie, og bragte Rødovre i front.

Kort efter blev rollerne byttet om da Rødovre måtte hive i nødbremsen. Det tog blot syv sekunder før stillingen igen var lige. Det var Alexander Wiklund der eksekverede for gæsterne, Samme Alexander Wiklund bragte også gæsterne i front kort efter, hvor hjemmeholdet blev fanget på flade fødder.

Det blev også Sønderjyske der fik kampens næste scoring der kom efter et par gode forsøg fra hjemmeholdet, men en mistet puck i fremdrift blev prompte udnyttet af William Pelletier. Scoringen så ud til at bringe lidt mere energi i kampen, hvor tempoet blev øget fra begge mandskaber.

Anden periode var godt ter minutter gammel før gæsterne øgede føringen til 4-1. En løs puck lå fri og ventede på enten at blive ekspederet ud at farezonen eller i mål, og det var udeholdets Elias Borup Olsen der kom først og skubbede pucken i mål. Det var ikke slut med mulighederne for Sønderjyske der huserede i hjemmeholdets zone som det passede dem. To scoringer med kort mellemrum bragte scoren på 6-1. Det var Gabriel Desjardins og Oscar Schulz der straffede tyrene.

Et par overtalspil til hjemmeholdet havde ikke den medgang der skal til, selv om det var tæt på i flere sekvenser.

Endnu en scoring til gæsterne mod slutningen af perioden af Valdemar Ahlberg bragte gæsternes syvende scoring, og medens alle sad og ventede på hornet, kom der med 0,2 sekund tilbage af perioden endelig en pind mere til hjemmeholdet. Det var Marcus Almquist, der eksekverede på en friløber.

Tredje periode startede med målmandsskifte i hjemmeholdets kasse. Albert Adamsen erstattede William Rørth. Hjemmeholdet investerede mere energi i starten af perioden.

Vi skulle halvvejs i perioden før næste scoring kom. Det var igen gæsterne denne gang ved Jonas Korsgård Schulz, der klinisk satte skiven højt i trekanten uden chance for Adamsens.

Mod slutningen trak hjemmeholdet et par udvisninger, men gassen var gået lidt af gæsternes tempo, og dermed flere scoringer imod.

De 687 fremmødte fik et overtalsspil til hjemmeholdet at gå hjem på uden de store udsving, og freden kunne sænke sig i arenaen for denne gang.


OPTAKT: Herlev Eagles-Aalborg Pirates SønderjyskE-direktør: Krise er en tand for for stort et ord