Energy-profilen og klubmanden Sune Hjulmand stopper karrieren.
Og det er en af helt store og fine personligheder, der siger farvel til sporten.
Sune Hjulmand har altid været en ærlig fyr, der har givet alt til ishockeyen i Esbjerg, som har været hans hjerteklub i 18 sæsoner på seniorplan.
En af de efterhånden sjældne "one club players" i dansk ishockey og som Søren Mathiasen siger det i nedenstående pressemeddelelse, så kan man kun bukke og takke for den indsats, Hjulmand har leveret - ikke blot for vestjyderne, men for dansk ishockey i det hele taget.
Esbjerg Energy skriver følgende i forbindelse med Sune Hjulmands annoncering af karrierestoppet:
- Sune er 34 år gammel, og han har i 18 sæsoner repræsenteret Esbjerg. Han har altså gennem mere end halvdelen af sit liv spillet ishockey på eliteplan. Vi kan kun bukke og takke for den indsats, som han har ydet, udtaler bestyrelsesformand Søren Mathiasen fra Esbjerg Energy.
Sune Hjulmand nåede at spille 824 kampe i Metal Ligaen for Esbjerg. Den 180 cm høje centerspiller scorede 78 mål og er noteret for i alt 211 point. Samtidigt nåede vestjyden at spille 10 kampe i Champions Hockey League.
- Sune har som den eneste spiller været med i alle sæsonerne under Esbjerg Energy efter han debuterede for EfB Ishockey. Og hans karrierestop er et tab for os. Men det er taknemmeligheden over indsatsen, som fylder hos os. Kultur og mindset er alt i både virksomheder og i eliteidræt. Men spillerne er professionelle og andre vil tage over efter Sune. Den ”arv” som Sune efterlader, vil blive videreført.
Sune Hjulmand har gennem hele karrieren repræsenteret hjembyen Esbjerg og har optrådt på både U18- og U20-landsholdene efter han i sæsonen 2005/2006 debuterede i landets bedste række.
- Der løber mange tanker gennem mit hoved, efter jeg havde truffet en så stor beslutning. Først og fremmest: Hvad skal jeg nu bruge tiden på, når hockeyen ikke længere skal tage meget af min tid. De overvejelser må alle gøre, når man pensionerer sig selv efter mange år på isen, fortæller Sune Hjulmand.
- Jeg vil prøve mig frem. Nu skal de timer jeg brugte på ishockey bruges på noget andet. Og min prioritet er mine børn og tiden med dem. Her er det blevet tydeligt for mig, at jeg har været savnet derhjemme. Det er nu tiden til at råde bod på det.
Sune Hjulmand kan se tilbage på to danske mesterskaber i sæsonerne 2015/2016 og 2016/2017. Samtidigt kan Hjulmand glæde sig over en sølvmedalje.
- Jeg kan se tilbage på to mesterskaber. Først et mesterskab, der blev sikret på udebane i Herning. Året efter lykkedes det at forsvare mesterskabet hjemme i finalerne mod Gentofte. Det er et privilegium at prøve. Og så mindes jeg Champions Hockey League, hvor vi hjemme besejrede IFK Helsinki i overtid.
- Og samtidigt glæder jeg mig over, at have kunnet spille med min bedste kammerat, Philip Larsen. Det var en gammel drøm. Drømmen var et mesterskab, men drømme må også tilpasses omgivelserne og den virkelighed, man udlever dem i. Men det var rart at prøve at spille med Philip.
- Jeg er taknemmelig over den interesse som omgivelserne har givet mig. Med den opbakning, må jeg have gjort noget rigtigt. Det har været vigtigt for mig, at være mig selv. At være åben og ærlig. Uden fans og presse var ishockeyen ikke mulig. Så der skal lyde en stor tak til dem, slutter Hjulmand.