Alexander Lindquist Hansen er en wing med et “ton af karakter”. Arbejder hårdt over hele isen. Spiller med gejst og intensitet, selv om hans statur er lille.
Sådan præsenteres Herlevs nye angriber til den kommende sæson på sin profil på Eliteprospects.com, og der er også stor tiltro til forwardens hurtighed hos Eagles.
Han kommer fra Allsvenskan-klubben Västerviks IK, hvor han i fjor lavede 16 point i 57 kampe.
– Head coach Patrick Wener har igen kigget over sundet og fundet en spiller som bliver utroligt spændende at følge i den danske liga. Det er den nok mest skøjtestærke spiller vi nogensinde har set i Herlev.
– TV2’s sportslab kan bare lægge vejen forbi og måle hastigheder. Ham her er helt sikkert en af ligaens hurtigste spillere. En spiller, der arbejder hårdt på hele banen og også kan finde vejen til netmaskerne.
– Alexander Lindquist Hansen har erfaring fra SHL men har spillet det meste af sin karriere i Allsvenskan, hvor han går under navnet ”Flash”, skriver Herlev Eagles.
I alt står “lynet” for 217 kampe i Allsvenskan og har også været oppe for at vende i SHL, hvor han står noteret for 68 kampe for Rögle og Växjö. Han er blot 168 centimeter, men hans fight skulle altså kompensere for den lave højde.