Herning Blue Fox får til den kommende sæson tilført et spændende navn til defensiven, når den svenske back Jacob Nordqvist vender hjem til europæisk ishockey igen.

Syv sæsoner er der gået i det nordamerikanske hockeysystem for den 26-årige svenske back Jacob Nordqvist der netop har underskrevet en kontrakt for den kommende sæson hos Blårævene.

Blue Fox præsenterer ham således:

Det bliver til et europæisk comeback for den unge svensker, der kommer med en spændende historie i hockeytasken. Barndomsklubben IF Mölndal Hockey blev nemlig i en ret tidlig alder skiftet ud, med ét af verdens allerbedste talentsystemer hos svenske Frölunda. Gennem 4 sæsoner kæmpede Nordqvist sig op gennem rækkerne fra U16 til U20 afsluttende med 1 enkelt kamp for Frölundas SHL-liga mandskab.

Det blev dog den eneste kamp i SHL og Sverige, da udlandet og ikke mindst skolesystemet omkring sporten kaldte Jacob Nordqvist til USA, hvor han har spillet i USHL, samt i den stærke amerikanske universitetsliga NCAA med et mesterskab til følge for Quinnipiac University så sent som i sin afsluttende sæson 2022-23.

Sidste sæson spillede han så for amerikanske Kalamazoo Wings i ECHL, hvilket for denne omgang også blev den sidste sæson i de nordamerikanske ligaer. Herning Blue Fox og Sportsdirektør Peter Regin har nemlig slået kløerne i den spilintelligente back.

- Jacob Nordqvist er en ung svensk back, der har spillet i USA de seneste år. Han er en spiller, som min kollega Daniel Nyegaard allerede tidligere blev opmærksom på gennem flere års scouting i det nordamerikanske marked. Det er derfor også en spiller, som vi har forsøgt at tilknytte klubben allerede i sidste sæson. Dengang valgte Jacob dog at blive i USA af familiære årsager, da han er amerikansk gift”, forklarer Peter Regin og uddyber yderligere om Nordqvist’ kompetencer.

- Jeg ser ham som en moderne højre fattet back, som skøjter rigtigt godt og har et virkelig godt blik for spillet. Han er vokset op i Frölundas system, som i min optik er ét af de bedste i verden. Nu har han så endelig valgt at komme tilbage til Europa igen, så vi er naturligvis superglade for, at valget faldt på Herning”, fortæller Peter Regin om nyerhvervelsen.

 


SØNDERJYSKE henter Søren Dietz-Larsen fra Aalborg SØNDERJYSKE fik god lodtrækning til Champions Hockey League