Tidligere fredag sagde Rungsted Seier Capital farvel til Mark Pederson og Thor Dresler, og Rungsted præsenterer nu de to navne, der skal styre klubben videre frem i sæsonen.
Det bliver et svensk team, der præsenteres således:
Det nye trænerteam kommer til at bestå af de to svenskere Håkan Åhlund og Marcus Olsson.
Håkan Åhlund har senest trænet AIK Stockholm i HockeyAllsvenskan, hvor han blandt andre havde Malte Setkov som spiller.
Den 56-årige svensker har også været cheftræner hos IK Oskarshamn, hvor han i 2019 rykkede med holdet op til SHL.
I starten af 2021 valgte Åhlund at sætte trænerkarrieren på pause grundet personlige årsager, men er altså nu klar til at vende tilbage.
Marcus Olsson behøver næppe nærmere introduktion i Metal Liga-sammenhæng.
Fem år som kaptajn, to danske mesterskaber, Final 4-vinder og en stak sølv og bronzemedaljer, inden han efter flere end 400 kampe i Metal Ligaen hang skøjterne på hylden i sommeren 2023.
Det 37-årige Rungsted Seier Capital ikon ser meget frem til at få sin daglige gang i Concordium Arena igen.
Marcus Olsson og Håkan Åhlund har foretrukket en konstellation hvor de er sidestillede og får dermed begge titlen som træner.
De to trænere overtager holdet fra træningen lørdag morgen.