Den første import og endnu en dansker til den kommende sæson er klar i Rødovre Mighty Bulls.
Klubben forlænger kontrakten med både svenske Kim Johansson, der i sidste år kom fra Hvidovre, og unge Lasse Mortensen, der spillede U20-VM for Danmark i sidste sæson, hvor han også fik et gennembrud for Rødovre Mighty Bulls.
– Mine forventninger er, at vi skal gøre alt for at vinde kampene. Alle som spiller hockey gør det for at udvikle sig og for at stå som vinderen efter hver kamp, så det er noget jeg forventer, at vi som et hold skal stræbe efter hver dag, siger Kim Johansson.
– For mig selv gælder det om at steppe op og være en ledende spiller både på og udenfor isen. Jeg vil frem for alt gerne gøre de forwards, som jeg spiller med, bedre, så de kan gøre dét, som de er bedst til og jeg skal gøre dét, som jeg er god til. Så skal det nok blive godt, fortæller han.
Sportschef Jørgen Illemann om forlængelsen med Kim Johansson:
– Kim var én af de spillere, der var højt prioriteret fra sidste sæson. Siden Kim kom til Rødovre har han bare udvist en super professionel tilgang til alt, hvad han foretager sig. Det er selvfølgelig svært for en spiller, der kommer ind på holdet midt i sæsonen, og påtage sig det store lederskab, men nu har han haft tid til at falde til i omklædningsrummet og er klar til at påtage sig et lederansvar. Så vi er meget glade for, at det er lykkedes os at fortsatte samarbejdet med Kim i endnu en sæson, lyder det fra Jørgen Illemann.
Han siger om Lasse Mortensen-forlængelsen:
– Lasse er en talentfuld back, der forhåbentlig har en stor fremtid foran sig. Han har masser af gå-på-mod, træner rigtig godt og vil gerne hele tiden forsøge at blive bedre og bedre, hvilket naturligvis er gode og nødvendige egenskaber for en ung spiller. Lasse gjorde det ganske glimrende i sin sidste sæson, men han skal selvfølgelig have endnu flere kilo på kroppen, hvilket vi håber en god sommertræning kan hjælpe til med.
– Samtidig skal han selvfølgelig fortsætte sin spillemæssige udvikling. Han havde en hård sæson sidste år med spilletid på førsteholdet, et hårdt og udmarvende U20 VM, hvor han også gjorde det fremragende, og samtidig spillede han også en del kampe i 1. division. Nu er det så op til Lasse selv og bevise, at han skal have mere og mere spilletid på ligaholdet i den kommende sæson, fortæller Illemann.