Frederikshavn White Hawks ligger for øjeblikket foran Rødovre i kampen om den sidste plads i slutspillet.
Nordjyderne har netop forstærket sig med svenske Emil Aronsson, der er på tryout i klubben, men spiller lige nu uden en af de rutinerede spillere, Thomas Søndergaard.
Han blev ramt af en hård tackling fra Mathias Bau i den nylige kamp mod Herning 1. december, og det betød en hjernerystelse og at Søndergaard lige nu er ude på ubestemt tid.
- Det går fremad stille og roligt. Jeg tager det bare fra dag til dag, og så håber jeg, at jeg snart kan komme lidt i gang igen, siger Thomas Søndergaard til Kanal Frederikshavn.
- Siden kampen har jeg bare været hjemme og slappe af og lave de ting, som lægen anbefalede, fortæller Thomas Søndergaard til det lokale medie.
Det er første gang, at Thomas Søndergaard - i en meget lang karriere - er blevet ramt af den "skjulte skade", der er så vanskelig at komme over.