Esbjerg Energy og Herning Blue Fox har hver sin spiller med i truppen til Aalborg

Bruttotruppen til den kommende OL-kvalifikation i Aalborg er netop i dag blevet offentliggjort. Og det bliver med to Metal Liga-spillere, der skal forsøge at spille sig ind blandt de 23 sidste aktører, der skal spille mod Storbritannien, Japan og Norge i dagene 29.8 til 1.9 i Aalborg. 

De to Metal Liga-spillere, der har fundet vej ind i truppen, er rutinerede Morten Poulsen fra Herning Blue Fox, der kender gamet bedre end de fleste andre, og Philip Schultz, der kommer fra en fremragende sæson i Esbjerg Energy, hvor Schultz leverede det internationale snit, som skal til i en turnering som OL-kvalifikationen.

I alt 28 spillere er med i bruttotruppen.

Samtlige Danmarks seks NHL-spillere er med i truppen, og resten af truppen er udlandsproffer, der alle vil og skal forsøge at jagte den olympiske drøm som næppe er blevet mindre efter de mange smukke billeder fra Paris, som vi har set de seneste tre uger.

- Jeg er selvfølgelig meget tilfreds med truppen. Vi kommer til at stille det stærkest mulige mandskab, og jeg er superglad for, at vi får et så stærkt spillermateriale fra Nordamerika, Europa og den danske Metal Liga. Der er ingen tvivl om, at spillernes motivation er kæmpestor, siger landstræner Mikael Gath.

Landsholdet samles 23.8 til en lynopladning, der tæller to landskampe i Riga, Letland 25. og 26. august.

- Vi skal bruge tiden og de to testkampe til at finde de rette kæder, og de spillere, der ikke har været med før, skal introduceres til vores systemer. Så det er noget med hurtigt ”at få slebet formen af”, siger Mikael Gath.

Lykkes det for Danmark at kvalificere sig – kun vinderen går videre – bliver det anden gang, Danmark deltager i de olympiske vinterlege i ishockeysporten. I Beijing 2022 lykkedes det for de rød-hvide at kvalificere til kvartfinalen, hvor det blev til et smalt nederlag til Rusland. Ambitionen hos Danmark er naturligvis at vinde kvalifikationen og dermed se frem til endnu et olympisk eventyr.


Herlevs trænerduo i spidsen for motionshold RETRO: "Da slutsignalet lød, var jeg ved at græde af skuffelse"