Esbjerg Energy henter den 188 cm høje canadiske back Travis Brown til truppen i den kommende sæson. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

– Jeg vil kalde Travis Brown, som er 25 år, for et kæmpe talent. Han har et rigtigt godt skøjteløb, han bevæger sig klogt og så læser han spillet rigtigt godt. Travis Brown spiller med en stor udstråling og man kan sige, at han på en god måde viser vejen for holdkammeraterne, forklarer assistenttræner Thor Dresler fra Esbjerg Energy.

Den nye Energy-back har primært hentet erfaring fra East Coast Hockey League, hvor han har spillet 221 kampe for Brampton Beast, Allen Americans, Wichista Thunder og Indy Fuel, men canadieren har også spillet i American Hockey League.

I East Coast Hockey League har Travis Brown scoret 40 mål og er noteret for 69 assists, hvilket svarer til næsten et halvt point pr. kamp. Energy-backen blev i 2012 draftet af Chicago Blackhawks i 5. runde, men opnåede ingen kampe i NHL.

–  Jeg oplever samtidigt Travis Brown som en produktiv spiller. Han producerer en del point, men han formår samtidigt at bringe fysik ind i spillet. Metal Ligaen kan ikke betegnes som en fysisk lige, men det er hensigtsmæssigt med en spiller, som kan bidrage til at rydde op foran vores eget mål.

– Med sin fysik formår Travis Brown også at vinde mange dueller i hjørnerne og langs banderne. I Esbjerg har vi et ungt hold og her er jeg helt sikker på, at Travis Brown som før nævnt kan gå forrest og hjælpe de unge spillere til at lægge det rigtige pres på modstanderne, fortsætter Energy-assistenten.

Travis Brown er 25 år gammel og er født i Winnipeg, der er hovedstad i den canadiske provins Manitoba. Byen har godt 700.000 indbyggere og betegnes ofte som ”porten til Vesten”, med sin beliggenhed centralt på det nordamerikanske kontinent.

– Vi har fået en rigtig flot tilbagemelding, når vi har spurgt på Travis Brown. Han beskrives som en spiller med stor vilje og gode karaktertræk, der ligesom vi har set på videoerne formår at gå forrest og vise vejen for holdkammeraterne. Omgivelserne beskriver Travis Brown som en spiller der er på vej frem og i færd med at skabe sig en karriere. Han er ambitiøs og har undersøgt hvordan det tidligere er gået backs i Esbjerg. Han kendte til Wade Bergman og Kodie Currans karrierespring til DEL og SHL. Så Travis Brown er en spiller, der vil videre, slutter Thor Dresler.


SønderjyskE har testprogrammet klar – kun danske modstandere Preseason: Også Herning skal en tur til Storbritannien