Horsted, Kaels og Reuter fortsætter i Mighty Bulls-trøjen

De tre unge forwards Jesper Horsted, Frederik Kaels og Oliver Reuter har alle sat underskrifter på kontrakter med Rødovre Mighty Bulls for den kommende sæson, skriver klubben på sin hjemmeside. Horsted og Kaels er begge årgang 2000, mens Reuter er årgang 1999.

De tre spillere præsenteres således: 

Jesper Horsted var ny mand i Rødovre-trøjen i sidste sæson, da han skiftede fra Gentofte Stars (1. division). Horsted, der har fået sin ishockeyopdragelse i Hvidovre, har taget sit skridt op til Metal Ligaen med en god arbejdsindsats og indstilling, og er klar til at bygge videre på udviklingen i sin anden Metal Liga-sæson.

Frederik Kaels var officielt ikke en del af Mighty Bulls-truppen i sidste sæson, men spillede sig ind som fast mand i forward-kæderne allerede tidligt i efteråret. Med hårdt arbejde og en god moral tog han ligeledes gode skridt i udviklingen, som kvitteres med en fast plads i førsteholdstruppen.

Oliver Reuter er trods de 22 år klar til sin sjette Metal Liga-sæson og har allerede rundet 200 kampe i ligaen. Han er oprindeligt Rødovre-dreng og skiftede hjem til Mighty Bulls op til sidste sæson efter at have høstet Metal Liga-erfaring i Gentofte, Hvidovre og Herlev. Reuter var plaget af lidt skader i løbet af sæsonen, men sluttede fit-for-fight og er klar til en ny sæson.

 


Erik Hjalmarsson har gode fornemmelser med til Aalborg EN SPILLEDAGS KARANTÆNE TIL Pierre-Olivier Morin, Aalborg Pirates