Esbjerg Energy – SønderjyskE 2–1 (1-0, 0-1, 1-0) Esbjerg tog fredag aften imod lokalrivalerne fra SønderjyskE, til det der var den sidste testkamp for vestjyderne forud for den nye Metal Liga-sæson.
Der var en frisk nyerhvervelse med på holdkortet hos begge mandskaber, da SønderjyskE gav debut til Mads Eller, mens Rasmus Bjerrum for første gang i ni år, kunne trække Esbjerg-trøjen over hovedet denne aften i Granly Hockey Arena.
Esbjerg stillede til aftenens kamp uden Andreas Grundtvig, Victor Sand og Carl Winding, mens SønderjyskE måtte undvære Mike Little, Anders Biel, Victor Rollin Carlsson og Jakob Wittendorf.
Målmandsduellen stod mellem Nikolaj Henriksen og Karolus Kaalehto.
Esbjerg med overhånden i underholdende første periode
Værterne kom godt fra land i første periode, hvor man tidligt satte sig på begivenhederne. Overtaget kastede da også et power play af sig efter mindre end to minutter, hvor Mads Eller fik markeret sig lidt uheldigt for sin nye klub med en koldset og unødvendig tripping.
Esbjerg rullede overtalsformationerne ud og takkede for tilbuddet halvandet minut senere, hvor Brady Shaw fandt Søren Nielsen med en præcis pasning, som Nilsen blot skulle sætte bladet på, for at bringe Esbjerg i front med 1-0.
Et minuts penge senere var Anders Koch tæt på at udbygge den vestjyske føring, da han gik med frem, skar ind i banen og kom frem til en kvalificeret afslutning.
Omkring det femte minut fik SønderjyskE for en stund bedre fat rent spillemæssigt og gæsterne blev belønnet for deres ihærdighed men en overtalsmulighed, da Felix Scheel med en nødbremse stoppede et sønderjysk angrebsforsøg.
I power playet, der fulgte i kølvandet på udvisningen til Felix Scheel, fik gæsterne efter et lille minuts penge sat spillet godt op, og den teknisk velfunderede Cam Brown kom her frem til en glimrende afslutning, som vestjyderne finske keeper Karolus Kaalehto dog tog sig kærlig af.
Gæsterne manglede den sidste timing i en udskiftning efter 11 minutters spil og blev korrekt straffet med en udvisning for for mange spillere på isen. Esbjerg dermed igen i overtal, hvor både Craig Puffer og Brady Shaw forsøgte sig på Henriksen fra distancen - dog uden det store held.
Netop som SønderjyskE igen var blevet fuldtallige slog gæsterne kontra og Martin Eskildsen fik her sendt et giftigt forsøg på overliggeren, som dommerne valgte at give et videogennemsyn ved næste spilstop, uden at man dog fandt anledning til at ændre beslutningen, om ikke at tildele gæsterne en scoring.
Alt i alt en periode i et glimrende tempo og med fornuftigt pasningsspil hos især Esbjerg, der var det klart mest toneangivende hold i de første 20 minutter; vestjyderne vandt da også skudstatistikken med solide 15-7.
Solidt sønderjysk spil og udligning i anden periode
Sønderjyske kom bedst ud til anden periode, hvor man fik sat Esbjerg under et solidt pres især i de første fem minutter. Men trods det spillemæssige overtag, så havde man svært ved at spille sig frem til de helt åbne chancer tidligt i perioden.
Tre Esbjerg-udvisninger på fem minutter gav dog til stadighed et større sønderjysk overtag og til sidst kunne Esbjerg da heller ikke stå imod længere. Det var med Jannik Christensen siddende ude i straffeboksen, at SønderjyskE formåede at udligne til 1-1, da Cam Brown var først over en retur fra Karolus Kaalehto, der kun halvklarede det oprindelige forsøg fra Martin Eskildsen.
William Boysen havde forinden haft et forsøg rent på overliggeren og baseret på spil og chancer på dette tidspunkt i kampen, så var udligningen absolut ikke ufortjent.
Esbjerg fik mod periodens slutning hele tre muligheder i overtal, men vestjyderne havde svært ved at finde melodien i power play-spillet.
Dermed altså fortsat 1-1, da spillerne skøjtede ud til deres anden kop pausete.
Craig Puffer matchvinder otte minutter før tid
Hjemmeholdet startede med at spille et minuts penge i overtal, da Cam Brown skulle afsone det sidste af den udvisning, som han fik pådraget sig mod slutningen af anden periode.
Esbjergs Brady Shaw udnyttede den ekstra plads på isen, til at gå direkte på mål, da der blot var spillet ti sekunder. Men canadierens forsøg gik lige forbi.
Mads Ellers trak sin anden udvisning i kampen otte minutter inde i tredje periode, men SønderjyskE slap efterfølgende med skrækken, da Esbjergs overtalsspil lod meget tilbage at ønske.
Tredje periode var i det hele taget langt hen ad vejen en rodet forestilling. Det var da også et koncentrationssvigt hos Nicolaj Henriksen og SønderjyskEs defensiv, der gav Esbjerg chancen for at bringe sig i front, da det 12 minutter inde i perioden blev 2-1.
Felix Scheel udnyttede forvirringen i sønderjydernes defensiv til at sætte Craig Puffer op til afslutning lavt i slottet og her svigtede amerikaneren ikke, da han resolut klappede pucken ind bag Henriksen og afgjorde kampen til Esbjergs fordel.
Esbjerg tog en udvisning med et par minutter tilbage af perioden, men trods en sønderjysk time out og 1:40 spil i seks mod fire, så trak Esbjerg altså det længste strå.