Nikolai er allerede i en ung hockeyalder tre-dobbelt dansk mester, og han har fået mere og mere ansvar som sæsonerne er gået.
- Nikolai er en rigtig Aalborg-dreng, der har spillet hele ungdommen i Aalborg, og vi er stolte af, at han er kommet så langt og er en fast bestanddel af vores hold. Nikolai har sin force i det defensive spil, hvor han har lært af Victor Panelin-Borg, men også lærer fra Lasse Bo Knudsen i øjeblikket, udtaler sportschef Ronny Larsen.
Nikolai har allerede rundet de første 150 kampe i Piratestrøjen og har erfaring fra Champions Hockey League, hvor han igen i denne sæson kommer til at få spilletid. Han har ikke været den store målscorer, hvor han kun er noteret for ét mål i grundspillet samt ét mål i slutspillet over de seks sæsoner, hvor han har været på førsteholdet.
- Vi synes, at Nikolai er klar til at tage det næste skridt, hvor det gerne skulle blive til mere fast spilletid. Nikolai tager altid de sikre spil ud af egen zone med pucken, og ikke tager de store risici på isen, slutter Ronny Larsen.
Nikolai deltager sammen med den resterende del af spillertruppen i sommertræningen her i Aalborg. Han får igen nummer 4 til den kommende sæson.