Frederikshavn White Hawks er den eneste ramte klub af de nye restriktioner i Nordjylland, eftersom klubben er den eneste klub i en af de syv kommuner, der nu lukkes mere eller mindre totalt ned.
Og umiddelbart ser det altså ud til, at White Hawks - trods de nye restriktioner - kan fortsætte med at spille videre, for kategorien prof-sport kan fortsætte.
Forskellen fra tidligere er dog, at kampene i Frederikshavn nu skal afvikles helt uden tilskuere. Formuleringen i dokumentet fra Sundhedsministeriet omkring restriktionerne i Nordjylland lyder således:
- De nuværende undtagelser om bl.a. almindelige ophold og færden på arbejdspladser og professionelle idrætsudøvere fastholdes. Professionelle idrætsarrangementer i de berørte kommuner skal således afvikles uden tilskuere, lyder det.
Det er naturligvis en helt ny situation for både Metal Ligaen og Frederikshavn White Hawks, der med sikkerhed kræver nye overvejelser i begge regi.
Vi arbejder på mere om sagen.