For Herning blev det unødigt spændende da et amputeret Rungsted-hold blev udspillet store dele af kampen inden en hektisk slutfase ventede.

Herning Blue Fox - Rungsted Seier Capital: 5-2 (3-0, 1-1, 1-1)

Lukas Bang lagde for med kampens første chance da han skar ind foran Magnus Wulff i målet, men det blev i stedet Victor Cubars der åbnede målscoringen. Wulff så skuddet fra blå linje for sent og pucken sejlede i nettet til 1-0.

Herning lagde altså ud i et fornuftigt tempo trods det særdeles hårde kampprogram, og man var kort efter også tæt på at fordoble føringen kort efter. Endnu engang var det Cubars der faktisk havde frit mål, men denne gang uden samme skarphed.

Skudstastikken sagde 13-0 til værterne inden der var gået 10 minutter og dermed fremstod gæsterne noget hårdere ramt af deres afbud op til kampen. Keeper Östlund var ligesom Carruth ikke til rådighed til denne kamp, men prominente navne som Albin Lindgren, Lucas Andersen, Mattias Asperup, Jack Jacome og Tim Wahlgren savnede ligeledes på kamprapporten.

Som følge af spillet var det også naturligt at Blue Fox bragte sig på 2-0- Andris Dzerins brændte først en stor chance inden han fiskede pucken til sig og satte Mathias Bau op til scoring. Denne gang ingen chance for Wulff i målet.

Minutter senere øgede Brett Thompson til 3-0 da han lidt heldigt kunne samle pucken op ved den ene stolpe, og Wulff igen uden chance for at få lukket af.

Rungsted havde et par enkelte afslutninger i en første periode som Herning dominerede stort, og det var især kæden med Brown, Cubars og Carlsen der foldede sig ud for Blue Fox.

Herning slap gassen

Steve Whitney bød sig til fra anden periodes start og Mark Pederson forventede med garanti også en større indsats fra sine spillere i den resterende del af kampen.

Herning skulle overleve kampens første udvisning inden man kunne øge til 4-0. Cam Brown kunne tage pucken til sig efter en håbløs aktion fra Rasmus Andersson, og med et nydeligt overblik fandt han Cubars der klappede pucken i kassen.

Kampen gik herefter ind i en halvkedelig fase hvor Herning havde gjort, hvad de skulle og Rungsted hvad de kunne. Begge hold har da også vigtige kampe i den kommende weekend hvor Metal Final4 som bekendt afholdes i Aalborg.

De få gange Valdemar Andersen måtte i aktion frembragte det hyldest fra Sektion 18, men han kunne ikke stille meget op, da Maksim Popovic sikkert reducerede ved bagerste stolpe.

Dermed sluttede perioden med 1-1 og gæsterne kunne gå anderledes tilfredse til pause efter en klart bedre indsats.

Uventet spænding

Rungsted fik bragt spænding ind i opgøret da man tidligt i tredje periode reducerede på ny. Rasmus Andersson kunne tæt under mål sende pucken over stregen og så stod der altså 4-2.

Samme Andersson havde i et powerplay kort efter bud efter krydset som så ofte før, men Andersen fik akkurat afværget og reddet for Herning.

I stedet kunne Herning stille op i powerplay og med chancen for at genskabe føringen fra periodens start. Missionen lykkedes ikke for værterne, der ellers jublede for en scoring da Carlsen forsøgte at skrabe pucken over stregen.

Yderligere to powerplays fulgte og de sædvanligvis så effektive midtjyder kæmpede altså med at passere Magnus Wulff der diskede op med flere rigtig gode redninger.

Rungsted fik efterfølgende deres tredje powerplay og lugtede nu for alvor muligheden for at lave noget stort. Pederson tog sin time-out og selvom det ikke blev til scoring fik man endnu et powerplay.

Mathias Bau førte an i hjemmeholdets kamp for at holde gæsterne på afstand, og med 2:35 tilbage af opgøret blev Wulff erstattet med en ekstra markspiller.

Morten Jensen havde et godt hug fra distancen, men det blev Jesper Thörnberg der kunne lukke og slukke til slutresultatet 5-2.


SønderjyskE vandt i rutsjebanekamp i Herlev Syv gyldne minutter var nok for Esbjerg