Følgende seks spillere leverede flot fredag og søndag

Målmand: David Grubak (Rungsted Seier Capital) Leverede weekendens eneste shutout i 3-0-sejren hjemme over Frederikshavn og var uhyre stærk også søndag eftermiddag. Han må være inde i billedet til en eventuel landsholdsplads til VM, alt efter hvor mange "der kommer hjem" i den danske målmandstrup.

Back: Emil Kristensen (Herning): Har spillet fremragende sammen med Petter Hansson hidtil i slutspillet, og Kristensen har krydret sine gode indsatser med en scoring og to assister i Hernings storsejre mod Herlev. Uhyre vigtigt for Herning, at Kristensen kom tilbage til slutspillet. 

Back: Jacob Panetta (SønderjyskE): Har været en af de positive overraskelser hos SønderjyskE og er måske ved at lave en "Matt Spencer". SønderjyskE's canadier viste i fjor stigende form som sæsonen skred frem, og det samme har Panetta gjort hos sønderjyderne, hvor han både defensivt og offensivt har vist sig stærk i fem mod fem-spillet. 

Forward: Oliver Kiljunen (Aalborg) Er i den grad kommet ind under huden på Esbjerg-spillerne med sin fysiske og meget pågående spillestil. Et mål og to assister og en kæmpe arbejdsindsats i de to første kampe. 

Forward: Marco Roy (Rungsted Seier Capital): En stærk playmaker og arbejdsmand i en fremragende kæde sammen med Theo Keilin og Victor Cubars. Det trekløver er svært at stoppe, og Roy scorer også vigtige mål, som han beviste med 1-0-scoringen i Frederikshavn søndag eftermiddag. 

Forward: Mathias Bau (Herning Blue Fox) Dominerer hårdt i serien mod Herlev, og er vel tilbage i den form, der gjorde ham til en sikker mand i VM-truppen i 2018 i Herning. Nu spiller han for en ny chance i rødt og hvidt på hjemmebane og gør det pt. så overbevisende, at han er topkandidat til en plads i truppen igen. 


OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Frederikshavn White Hawks OPTAKT: Odense Bulldogs-SønderjyskE Ishockey