Se hvilke seks spillere, der er kommet gennem nåleøjet

Endnu en actionfyldt Metal Liga-uge er overstået, og det er derfor blevet tid til at sætte ugens hold. 

Følgende seks spillere er kommet med: 

Målmand: George Sørensen (Aalborg Pirates) - Fik chancen fredag aften i Rødovre og tog 20 af 22 skud i Holger Danske Arena. Var meget stærk i de to første perioder mod Rungsted søndag og holdt Aalborg inde i kampen i anden periode. 

Back: Anton Johansson (Herlev Eagles) - Er i gang med at spille en kanonsæson og fortsætter med at manifestere sig som en af de stærkeste offensive backer i Metal Ligaen. Lavede SYV point i løbet af ugen - to mål og fem assister. 

Back: Oskars Cibuskis (Herning Blue Fox) - Er kommet ind i denne sæson i sin absolut bedste form og har bevist, at sportsdirektør Peter Regin gjorde det rigtige ved at forlænge med ham. To mål og en plus-minus-rating på +7 i denne uge.

Forward: Todd Winder (Esbjerg Energy) - Leverede en perfekt weekend med to point i Vojens fredag aften og et hattrick mod Rødovre i eftermiddag. Rejste sig sammen med holdkammeraterne både fredag og søndag.

Forward: Brock Bremer (Herlev Eagles) - Ligner et forrygende indkøb af forstadsklubben, og er faldet fremragende til i Herlev. I fredags var han overtidshelt mod Rungsted og leverede i alt fem point i løbet af ugen i kampene mod Rungsted og Sønderjyske.

Forward: Artturi Toivola (Herning Blue Fox) - Herning har et potent angrebshold, der ruller på med fire kæder, hvilket midtjyderne viste i storsejren på 9-3 over Rødovre i midtugen. Heller ikke Odense kunne stoppe Herning fredag. Toivola med fem point og en plus/minus på +6 i løbet af ugen. 


White Hawks henter svensk back - debuterer i aften OPTAKT: Frederikshavn WH-Herning Blue Fox