Se de seks spillere, vi har udvalgt fra sidste uges kampe

Der var masser af liv i Metal Ligaen i sidste uge. Som altid har vi valgt ugens A-kæde, der ser ud som følger: 

Målmand: George Sørensen (Aalborg Pirates) - Stod helt fremragende fredag aften mod Herning, hvor han specielt i anden periode holdt midtjyderne stangen med en række fremragende redninger. 

Back: Simon Grønvaldt (Esbjerg Energy) - Har nærmest fået sin anden ungdom i begyndelsen af denne sæson. Tre assister i den forgangne og hans "langskudsmål" mod SønderjyskE blev kun annulleret, fordi en holdkammerat var løbet i offside.

Back: Tim Daly (Herlev Eagles) - Man må håbe, at Dalys fysik kan holde til det, for han spiller omkring en halv time pr. kamp for øjeblikket. Konstant kørende bagude og fremragende i både det opbyggende spil og offensiven.

Forward: Nikolaj Krag-Christensen (SønderjyskE): Spillede en fin kamp mod Frederikshavn fredag aften, hvor han kvitterede med en straffeslagsscoring og to assister. 

Forward: Filips Buncis (Odense): Var den helt store spiller i Odenses flyvende anden periode mod Rungsted, hvor han satte to scoringer. Skulle lige have et par kampe til virkelig at komme i gang, men begynder at ligne et godt køb for Bulldogs.

Forward: Julian Jakobsen (Aalborg): Ligner en mand, der er på jagt efter revanche fra sidste år. Arbejder stenhårdt som indpisker og lavede fire point i sidste uge. 


OPTAKT: Aalborg Pirates-Rungsted Seier Capital OPTAKT: Frederikshavn White Hawks-Herning Blue Fox