Redaktionen har kåret ugens A-kæde

Fire kampe blev spillet fredag aften, og dermed fik vi afsluttet denne første uge af Metal Ligaen - og dermed skal vi selvfølgelig have sat ugens hold. Følgende seks spillere er kommet med:

Målmand: Cristopher Nihlstorp (Rungsted) - 43 redninger i Esbjerg og en vundet straffeslagskonkurrence. Glimrende debut af den rutinerede svensker i Metal Ligaen.

Back: Rasmus Lyø (SønderjyskE) - spillede en fremragende kamp i Herning og var meget solid og tydelig i sin måde at agere på. Tackler tungt, spiller sikkert og fylder meget. Kandidat til landsholdet. 

Back: Matt Prapavessis (SønderjyskE) - nok fin han et par ærgerlige udvisninger, men Prapavessis stod stærkt nøjagtig som Lyø på et SønderjyskE-hold, der virkelig spillede en overbevisende kamp i Herning. Meget værdifuldt for SønderjyskE at få sin #77 tilbage. 

Forward: Jesper Jensen (Frederikshavn) - det kunne lige så godt have været Bumagin eller Bjerrum, men Jensen får pladsen for et vellykket og velkomment comeback til Metal Ligaen. Stærk forestilling af Jensen og co. 

Forward: Lukas Lundvald (Odense) - talmæssigt må det være en af de bedste kampe, Lundvald har spillet. Over 31 minutter, et fremragende mål og to assister. +3 i plus/minus til den efterhånden rutinerede Bulldogs-mand.

Forward: Rasmus Andersson (Rungsted) - vinder duellen over hattrick-kollegaen Mikkel Højberg fra Aalborg. Anderssons første tremåls-kamp som senior og tilmed på en vanskelig udebane i Esbjerg. 


Rødovre og Esbjerg flytter fredagens kamp til 13. oktober REDAKTØRENS KLUMME: Guldfavoritterne mast på underholdende premiereaften