Det var Aalborgs uge i Metal Ligaen i sidste uge, hvor Pirates vandt tre kampe, scorede ni point og vandt hele to kampe med 5-0 i weekenden. Fremragende af nordjyderne, der derfor også dominerer ugens hold med hele tre spillere. Her er de seks udvalgte for ugen:
Målmand: George Sørensen (Aalborg Pirates) Der er ikke så meget at diskutere her. Sørensen holdt buret rent to gange i løbet af weekenden og reddede 53 pucke. Læg dertil sejren over Odense tirsdag aften. Perfekt uge.
Back: Morten Jensen (Rungsted) Rungsted havde også en fin uge, og Morten Jensen var her, der og alle vegne i kampen mod SønderjyskE tirsdag aften, hvor han krydrede en flot indsats med to scoringer.
Back: Carl Neill (Aalborg) Den canadiske back fra Aalborg har været bundsolid på blå linje, ”ikke-skadet” og bare leveret et godt stykke arbejde hele sæsonen. Søndag fik han endelig scoret sit første mål for Pirates oveni i alle de assister, han hidtil har leveret.
Forward: Brady Shaw (Esbjerg) Der findes ikke så meget bedre for en Esbjerg-spiller end at lave hattrick på udebane i Frøs Arena i Vojens. Det gjorde Shaw fredag aften, og det er nok til at komme med ind blandt ugens bedste.
Josh MacDonald (Aalborg): Vinder på millimeter over holdkammeraten Julian Jakobsen i kampen om at få den tredje Aalborg-plads på ugens hold. Det er ikke mange spillere, der formår at lave FEM point på udebane i Herning. Det gjorde MacDonald fredag aften.
Marcus Olsson (Rungsted): Rungsted-kaptajnen var endnu engang en afgørende faktor, da Seier Capital-mandskabet fredag aften fik vendt et truende nederlag til sejr. To mål i ordinær tid og scoring på straffeslag oveni 22 minutters spilletid og stærkt spil i kampens slutfase.