Vi iler lige med et "Ugens hold" for sidste uge - altså den med Metal Final4. Det vil sige, at vi ikke medtager de tre kampe fra i går, men selvfølgelig har vi Metal Final4 med i billedet:
Målmand: Emil Zetterquist (Herlev Eagles) - Stod en fabelagtig Metal Final4-semifinale mod Odense, hvor han nærmest ene mand holdt Eagles inde i kampen i anden periode, hvor Odense pressede på. Var også meget stærk i finalen og bliver en absolut nøglefigur for Herlev i den kommende del af sæsonen.
Back: Malte Setkov (Rødovre Mighty Bulls) - Vi skal tilbage til Rødovres store comeback i Odense lige før Metal Final4, hvor bundholdet bare blev ved og ved trods håbløse udgangspunkter. I det slag gik Malte Setkov forrest og fik scoret to mål, blandt andet det allersidste, hvor han fik udlignet til 6-6 kort før tid.
Back: Emil Kristensen (Herning Blue Fox) - Fortsætter med at imponere siden hjemkomsten fra ti år i udlandet og senest Rouen i Frankrig. Har forrygende tempo i sine skøjter og byder ind både offensivt og defensivt. En nøglespiller i Final4-weekenden og tre assister i 7-1-sejren over Esbjerg lige inden finaleweekenden.
Forward: Oliver True (Herlev Eagles) - En af de bærende danskere Herlev-holdet, og gik forrest i alle spillets facetter under Metal Final4. Scorede mål i semifinalen, hvor han også leverede to assister og lagde til med to flotte scoringer i finalen, blandt andet hans "drejeskud" i powerplay, som Mathias Seldrup slet ikke så.
Forward: William Pelletier (SønderjyskE) - Den lille, iltre canadier finder åbenbart sig selv i de afgørende kampe. Fightede og fightede på trods af, at SønderjyskE var bagud, og var om nogen manden bag det store comeback, som de lyseblå leverede i semifinalen mod Herning Blue Fox.
Forward: Morten Poulsen (Herning Blue Fox): Har fundet sin anden ungdom i denne sæson, hvor han bare scorer og scorer. Det gjorde Poulsen også i finalen, hvor han fortjent blev kåret som årets pokalfighter. Spillede to formidable kampe i weekenden.