Seks kampe og stort drama rundt omkring i Metal Ligaen denne uge. Vi har udtaget seks spillere til ugens hold, der ser således ud:
Målmand: Nicolaj Henriksen (Esbjerg Energy) - Snuppede 31 af 32 skud mod Rungsted fredag aften og var redningsmand, da Rungsted var i overtal i slutfasen og overtiden. Vandt derefter straffeslagene i 2-1-sejren.
Back: Christian Mieritz (Frederikshavn White Hawks) - Spillede over 25 minutter mod Herning mandag aften, scorede mål og var stærkt kørende mod Herning mandag aften. Fortsatte med at være stabil søndag eftermiddag mod Herlev og tager mere og mere ansvar i White Hawks' backlinje.
Back: Gustav Nielsen (Sønderjyske) - Får kæmpe mængder istid i fraværet af Rasmus Lyø og tog 27:53 minutter i Sønderjyskes gevinst mod Aalborg. Masser af tid i special teams og en enkelt assist i sønderjydernes 3-2-sejr over Aalborg.
Forward: Victor Cubars (Herlev Eagles) - Det er umuligt at komme udenom Victor Cubars, der leverede et hattrick hjemme mod Rødovre og ligeledes scorede mod Frederikshavn søndag eftermiddag. Ligaens varmeste spiller.
Forward: Chase Berger (Aalborg Pirates) - I en tid, hvor man ikke rigtig ved, hvor man har Aalborg, så er Chase Berger stensikkert en forstærkning. Har spillet fremragende siden sin debut og scorede tre gange i Rungsted søndag aften.
Forward: Ben Freeman (Frederikshavn) - Endnu en hattrick-helt, der scorede tre gange mod Herlev søndag eftermiddag, hvor han virkelig strålede med en god indsats. Efter en lidt tør kamp mod Herning mandag, dukkede Freeman for alvor op mod Herlev.