Vi har været gennem en række uhyre spændende slutspilskampe i den forgangne uge, og før vi skal videre til en ny omgang playoff, startende med Odense-SønderjyskE i aften, skal vi lige have Ugens Hold sat på plads for den forgangne uge.
Målmand: Ville Kolppanen (Rungsted) Fire sejre på en uge, og den finske målmand vandt duellen over sin modstander Emil Kruse. 5 mål imod og 102 redninger betød, at Kolppanen lige nøjagtig sneg sig ind forbi Thomas Lillie i kampen om at være ugens bedste på den vigtige post.
Back: Sebastian Bergholt (Rungsted) En helt frisk Bergholt er blevet en stærk faktor på Rungsteds blå linje og viser både defensivt og offensivt de kvaliteter, han leverede før skiftet til de forsvarende mester. Oven i købet med det vigtige 3-2-mål i overtid i kamp fire mod Herning. Snitter omkring 25 minutter pr. kamp.
Back: Travis Brown (Esbjerg) Tre stærke kampe af både Brown og backkollegaen Jeff King, der begge har næsten samme statistikker for ugen. Begge stødte med frem og scorede fremragende mål, Brown napper en assist ekstra og får derfor pladsen for 66 stærke minutter i Esbjergs tre sejre mod Frederikshavn.
Forward: Philip Schultz (Esbjerg) Vi fortsætter i Esbjerg-regi, hvor Philip Schultz virkelig har højnet sit niveau. Ikke blot i slutspillet, men også i slutningen af grundspillet. Schultz lavede fire point i den forgangne uge og noterede sig en plus/minus på +3 og er altså virkelig en mand, en kommende semi-modstander skal holde øje med.
Forward: Mike Szmatula (SønderjyskE) Viste sig i den grad som målscorer i den seneste uges kampe mellem SønderjyskE og Odense. Szmatula havde hovedrollen i serien i denne uge med fire scoringer og stod ligeledes på +3 i plus/minus-statistikken. Markant uge af den arbejdsomme canadier.
Forward: Branden Gracel (Rungsted) Gjorde virkelig ondt på sine tidligere holdkammerater i Herning i serien mellem de to traditionsklubber. Gracel scorede fire mål i fire kampe, og det var virkelig vigtige af slagsen af canadieren, der virkelig har fundet formen på det rette tidspunkt.