Målmand: Mathias Seldrup (Herning Blue Fox) - Leverede shutout tirsdag og endte med en redningsprocent på 98.6 i løbet af ugen, der var ligaens bedste. Og hvis det famøse mål var blevet givet, havde Seldrups procent endt på 97.1 - også ligaens bedste i den seneste uge.
Back: Brandon Estes (Odense Bulldogs): Han bliver ved og ved. Stod bag Odenses afgørende scoring fredag aften, som Joakim Thelin rettede af og trak den afgørende 2-0-scoring ind søndag eftermiddag i kamp fem.
Back: Malte Setkov (Odense Bulldogs): Når man ser Odenses kampe, fornemmer man, at Setkov konstant er på isen for fynboerne. Han tager også rigtig meget spilletid og har store mængder puckbesiddelse. Fire assister i tre kampe i løbet af ugen.
Forward: Victor Cubars (Rungsted Seier Capital): Var umådelig stærk, da Rungsted vandt 4-1 hjemme i den tredje kamp i serien. Scorede to gange og lavede en assist i Rungsteds 4-1-sejr og lagde til med en scoring, da Rungsted tabte den eneste kamp i serien mod Frederikshavn
Forward: Sebastian Brinkman (Aalborg Pirates): Er blevet stærkere og stærkere, som sæsonen er skredet frem og er nu en nøglespiller i Aalborgs playoff. Arbejder stenhårdt og er tilmed blevet målfarlig. Scorede både i kamp tre og fire.
Forward: Hjalte Thomsen (Herning Blue Fox): Spiller med større og større rutine, som sæsonen skrider frem og er stensikker i Hernings startopstilling. Leverede tre point i de to sidste kampe mod Herlev og scorede 1-0-målet i kamp fire efter et fremragende skift.