Herning Blue Fox - Frederikshavn White Hawks: 4-3 (1-0,1-3, 1-0) 1-0
Inden kampen var der egentlig ikke så meget at snakke om i den midtjyske lejr. Kravet var en sejr - helst en overbevisende af slagsen - og til opgaven fik værterne hjælp af både Andris Dzerins og Christian Mieritz, der var vendt tilbage fra skadesperioder.
Der var dog ikke tale om en overbevisende start på opgøret fra værterne, men i stedet var de indledende minutter præget af flere spilstop og problemer med uret i hallen.
Martin Eskildsen stod for kampens første kvalificerede forsøg, men Kevin Frydkjær tog sig kærligt af det forsøg.
Månedens spiller i Herning landede fuld fortjent på skuldrene af Mathias From, og han var også første mand på måltavlen. Jesper Thörnberg lagde en pasning på tværs i zonen, og højt i slottet kunne From first-time pucken i nettet til 1-0.
Frederikshavn fik sendt et par løse pucke på mål, men man manglede stadig at levere den første store test af Mac Carruth. Robin Johansson, der umiddelbart har været stærkeste kort i det nordjyske, fik dog ændret dette med en afslutning tæt under mål.
Oskars Cibulskis blev pludselig spillet helt fri og alene med Frydkjær. Den lettiske landsholdsspiller er ikke kendt for sine offensive kvaliteter og han lykkedes da heller ikke med at sætte scoringen.
Mathias From har i denne sæson også vist et større overblik, og han burde have fået en assist, da han lagde en maskeret pasning til bagerste stolpe. Jesper Thörnberg fik dog ikke bladet på pucken og derfor ingen assist til From i denne omgang.
Carruth kickstartede gæsterne
Kampbilledet fra første periode fortsatte ind i anden periode, og det betød at spillet var præget af fejl, men ganske afvekslende ishockey. Ingen af de to hold havde således momentum og det tjente umiddelbart gæsterne bedst.
Mathias Bau bragede et slagskud forbi den ene stolpe og det priste Frydkjær sig givetvis lykkelig for.
Mac Carruth bragte sig selv i fokus, da han af uransagelige årsager trak pucken ind mod eget mål. Lidt tilfældigt endte pucken hos Christopher Frederiksen, der slyngede pucken ind bag den uheldige amerikaner.
Kort efter kunne gæsterne også have været i front da Todd Winder var alene igennem, men denne gang fik Carruth altså afværget forsøget mellem benene.
Dommerne havde endnu ikke kaldt en udvisning i opgøret, men en batalje foran gæsternes mål betød at Thörnberg og Englund ikke kunne undgå at besøge straffeboksen.
Frederikshavn fik aftenens første powerplay og det blev prompte udnyttet af vendelboerne. Marginalerne var på gæsternes side da pucken via en skøjte endte i mål.
Herning fik hurtigt udlignet da en løs puck foran Frydkjær blev mast i mål. Cam Brown og Patrick Madsen var fælles om indsatsen, men Madsen blev noteret for scoringen til 2-2.
Mod slutningen af perioden fik White Hawks endnu et powerplay der hurtigt blev til fem mod tre. Robin Johansson udnyttede den store plads til at udplacere Carruth med et præcist slagskud.
Sen udligning
Herning skulle først og fremmest overleve den resterende del af Dzerins udvisning, inden man forventede at se et hjemmehold der kastede alt frem og viste den rigtige attitude.
Første del lykkedes selvom Carruth måtte levere en stor redning på Mikkel Berthelsen.
Mathias Bau, der havde leveret en bleg indsats, fik chancen på bagerste stolpe men opmærksomt spil af Frydkjær holdt ham fra netmaskerne.
Herning fik deres første powerplay og på lægterne håbede man at se samme effektivitet som hos Frederikshavn. Det var dog ingenlunde tilfældet for et mere og mere modløst Herning-hold.
Mens det stadig ikke hang sammen for midtjyderne tikkede tiden lystigt i gæsternes favør.
Med 4:21 fik White Hawks en udvisning og vigtigheden af de næste to minutter var ikke til at tage fejl af. Frydkjær leverede en forrygende redning på Thörnberg og gæsterne klarede igen frisag.
Carruth tog plads på bænken og så faldt udligningen. Det var ikke uheldigt for Blue Fox, der kunne se afslutningen fra Thörnberg blive rettet af og fuldstændigt snyde en prisgivet Frydkjær.
3-3 efter 60 minutter og de to hold måtte endnu engang afgøre sagerne i forlænget spilletid. Ingen af holdene formåede at score og derfor måtte også straffeslag tages i brug.
Mathias From var den eneste der kunne score i den disciplin og derfor fik Blue Fox reddet en smule af æren på en aften, hvor Frederikshavn White Hawks var tæt på at tage sæsonens første sejr. Var det lykkedes for nordjyderne, kunne ingen have klaget.