Selskabet bag Frederikshavn White Hawks står dog stadig solidt

Elite Nord A/S - selskabet bag Frederikshavn White Hawks - har holdt ordinær generalforsamling, og her kunne Elite Nord A/S for første gang i 16 år præsentere et underskud.

Det blev på 269.028 kroner, skriver White Hawks på sin hjemmeside og forklarer følgende:

De sportslige målsætninger blev delvist indfriet, idet holdet formåede at kvalificere sig til slutspillet. Holdet befinder sig fortsat i en opbygningsfase med flere unge spillere, men vi glæder os over, at flere af dem tog et markant skridt fremad i deres udvikling – noget, der lover godt for fremtiden.

Desværre blev holdets førstecenter langtidsskadet i kamp to, hvilket nødvendiggjorde en investering i en ny center for at styrke truppen. Bestyrelsen valgte som følge af det at tilsidesætte den strategiske beslutning om ikke at bruge penge vi ikke har.

Det blev samtidig besluttet, at foretaget en styrkelse af administrationen gennem en nyansættelse. Disse tiltag har samlet set påvirket årets resultat negativt, men har været nødvendige for klubbens fortsatte udvikling.

Trods årets underskud har Elite Nord Frederikshavn A/S fortsat en solid økonomi med en positiv egenkapital på 1.073.676 kr.

Der er nye medlemmer i bestyrelsen hos White Hawks:

Jørn-Ole Bertelsen er et historisk stort navn i ishockeyen i Vendsyssel, og Dennis Bach Pilgaard, der indtil nytår er ansat i administrationen hos White Hawks, er nye i bestyrelsen.

Kasper Kristensen træder af arbejdsmæssige årsager ud af bestyrelsen øjeblikkeligt, men forbliver sportschef for resten af sæsonen. 


KAMPEN KORT: Forrygende hockey i Aalborg, hattrick til Jake Smith KAMPEN KORT: Rødovre snuppede to vigtige point., Odense tabte et Final4-skridt