Mestrene forventer dog forbedringer i det kommende regnskabsår og driften kan fortsætte uhindret via yderligere kapital fra ejerkredsen

De nykårede danske mestre fra Odense Bulldogs kommer ud med et solidt underskud for kalenderåret 2024.

Regnskabet blev offentligt for nogle uger siden, og det viste, at bundlinjen på Bulldogs ApS-regnskabet ender med et minus på 2.558.333 kroner. 

Det fortæller årsrapporten, hvor konklusionen dog er, at fynboerne godt kan leve med underskuddet, men at man håber og satser på, at resultatet bliver forbedret i det kommende regnskabsår. Også likviditeten står foran en forbedring, ligesom sponsorarbejdet er længere fremme i år end på tilsvarende tidspunkt sidste år. 

Så selv om underskuddet for tredje regnskab i træk er over to millioner kroner (2,1 millioner kroner og 2,3 millioner kroner i de seneste to regnskabsår) er man altså fortrøstningsfuld i det fynske. 

Således lyder det i regnskabets note 8 om den fortsatte drift: 

Selskabet har i regnskabsåret oplevet en nedgang i omsætningen i forhold til budgetteret. Selskabet har som konsekvens heraf realiseret et underskud i regnskabsåret 2024 på t.kr. 2.558 og selskabskapitalen er dermed tabt og selskabet er omfattet af selskabslovens regler om kapitaltab.

Selskabets kortfristede gældsforpligtelser overstiger pr. 31. december 2024 selskabets omsætningsaktiver, hvilket kan indikere en usikkerhed om selskabets evne til at fortsætte driften.

Selskabet har udarbejdet budget for det kommende regnskabsår, som forventes at generere et positivt resultat og cash-flow. Som en del af budgettet forventes en positiv fremgang i de sportslige resultater i forhold til sæsonen 2023/24, hvor man i 2024/25 sæsonen vandt det danske mesterskab.

Opnåelse af budgettet kræver, at de budgetterede højere sponsorindtægter i forhold til 2024 realiseres samt en fortsat stram styring af løn og omkostninger. Der er i medio 2025 indbetalt en endnu ikke besluttet eller registreret kapitalforhøjelse på samlet 800 t.kr., ligesom ejerkredsen har afgivet tilkendegivelser om at tilføre yderligere kapital frem til 31. december 2025, som vil forbedre likviditeten.

Pr. medio juni 2025 er der indgået sponsorkontrakter svarende til ca. 80 % af de budgetterede sponsorindtægter for sæson 2025-26. Der var tilsvarende opnået 45 % af de budgetterede sponsorindtægter på samme tidspunkt sidste år.

Det er på baggrund af ovenstående ledelsens vurdering, at selskabskapitalen vil blive reetableret via selskabets egen drift og kapitaltilførsel samt, at at selskabet har sikret den fornødne likviditet til at servicere deres forpligtelser i takt med de forfalder i regnskabsåret 2025. Ledelsen aflægger på baggrund af forventningerne til fremtiden årsrapporten ud fra forudsætningen om going concern og vurderer, at de nuværende likviditetsfaciliteter er tilstrækkelige til at gennemføre budgettet.

 


Rødovre Mighty Bulls satser på at starte med syv imports Fysisk stærk svensker forstærker offensiven i Aalborg