Herning henter den 25-årige angriber Simon Lafrance, der kommer til Herning efter 4 sæsoner hos University of Québec-Trois-Riviéres.
Det skriver midtjyderne i en pressemeddelelse, hvor Herning præsenterer ham således:
Her har han i den grad vist tænder, hvilket ses på både produktion og ikke mindst de mange udnævnelser han har i slipstrømmen på sit ophold i USports ligaen og ligaerne forinden da i øvrigt. Blot kan nævnes i sæsonen 22-23, hvor han vandt Universiade guld med Team Canada, blev kåret til årets USports spiller og fik oveni kasketten en plads på All Canadian All Star, first team. Sidstnævnte udnævnelse fik han i øvrigt også i sidste sæson 23-24 sammen med et hav af andre flotte titler. Så man kan roligt sige, at den nye midtjyske spydspids kommer med et CV der skaber forventninger både for klub, men også hovedpersonen selv.
"Jeg er meget spændt på min nye udfordring. Herning er en god organisation, som vil vinde og det er en af grundene til at jeg har valgt Herning. Jeg har haft nogle gode snakke med Garth og Daniel, som har hjulpet mig til at træffe beslutningen om at vælge Herning Blue Fox. Jeg er en offensiv spiller, som elsker at være kreativ i offensiv zone og lave mål - Jeg håber, at kunne bidrage til at mesterskabet kommer tilbage til Blue Fox", lyder det fra Simon Lafrance
Det er med andre ord en meget spændende spiller, som Sportsdirektør Peter Regin glæder sig over nu endelig er faldet på plads, og følger historien med den unge canadier, så kan man godt øve sig i at råbe navnet Lafrance 3 gange i streg. Dette understreges i øvrigt af, at Simon Lafrance er den mest scorende spiller i USports ligaen siden 2017 med 158 point i 117 kampe, heraf er 77 af dem mål.
"Simon Lafrance har gennem de seneste år været blandt de bedste angribere i USports ligaen, så det er naturligvis en spiller, som har stået højt på vores ønskeliste. Vi er begejstrede for at have aftalen i hus efter måneders hårdt arbejde, med hvad vi forventer bliver en rigtig målscorer, som vi glæder os meget til at opleve i Blue Fox trøjen. Han har et fantastisk skud samt offensive instinkter, og så har vi desuden kun hørt positive ting om ham som menneske og holdkammerat”, fortæller Sportsdirektør Peter Regin.