Granskede man kamprapporten tirsdag aften, hvor Herning og Rungsted tørnede sammen - det gjorde blandt andre Herning Folkeblad - ville man se, at Simon Nielsens backup ikke var den/de sædvanlige.
Både Albert Adamsen og Frederik Søgaard var således ude med skader, og det gav plads til et ganske opsigtsvækkende navn på rapporten i form af Valdemar Andersen. Det er altid specielt, når man bruger en blot 15-årig målmand som reserve, men naturligvis var det tirsdag lige et ekstra krydderi, at efternavnet på den nye målmand var Andersen.
For mens Frederik Andersen fanger pucke i Toronto, var det altså lillebror Valdemar, der for første gang klædte om i Blue Fox-trøjen og dermed er der altså kommet endnu en målmand ud af "Andersen-klanen". Om talentet er lige så stort som storebrors, kan vi naturligvis ikke vurdere endnu, men måske er der en Andersen mere på vej i herningensisk elitehockey.
Det vil tiden vise.