Fynboerne var igen tæt på, men østrigerne var for stærke, danskerne hos Klagenfurt spillede hovedrolle

Det var endnu en højdramatisk kamp i Odense, da de østrigske vicemestre fra Klagenfurt var på besøg i aftes.

Gæsterne havde tre danske landsholdsspillere på isen, og de skulle komme til at spille hovedroller i kampen.

Sebastian Dahm var formidabel i første periode, hvor han reddede forsøg fra både Kevin Karlsson og Markus Jensen og Jesper Aabo var også ude med en redning, da Odense var tæt på.

Marcus Oden leverede et fremragende gennembrud som endte på stolpen, men det var 0-0 efter første periode. 

Mathias From leverede assisten til 0-1 på Mario Kempe, og østrigerne bragte sig på 0-2, inden Sebastian Fakt fik reduceret. Tre minutter senere var From/Kempe igen på plads med en scoring. 

Klagenfurt var foran med to inden sidste periode. 

Kampens dramatiske højdepunkt indtraf syv minutter inde i tredje periode, hvor Joakim Thelin satte en grim tackling på Jesper Aabo, der måtte udgå. Thelin fik en adgangsbillet til omklædningsrummet, og det samme skete efterfølgende for Mathias From, Martin Larsen og Clemens Unterweger. 

Kevin Karlsson skabte spænding med sin 2-3-scoring med 10 minutter igen, men kort efter fik gæsterne igen øget til to mål.

Raphael Herburger lavede en grim tackling på Markus Jensen kort efter Klagenfurts 4-2-scoring, og det kostede kampens femte game misconduct. 

Odense havde igen muligheden for at komme tæt på, men fik ikke skabt supermeget, og i stedet kunne Nicholas Petersen score i tomt mål.

Mason Klee reducerede til 3-5, men det var ikke andet end kosmetik, og Klagenfurt satte igen et sidste mål i tomt bur.

Dermed er Odense i realiteten ude af Champions Hockey League efter fire meget flotte kampe, hvor lidt flere marginaler og lidt mere kvalitet kunne have givet tre-fire point mere. Koster det kræfter, eller vinder de fart i de kommende kampe  i Metal Ligaen?

Odense spiller i Herlev på onsdag i mestrenes første kamp i den danske liga. 


Metal Ligaen: Her er sæsonens officials CHL: Danske stjerner på besøg i vital kamp for Odense