Den 20-årige forward Victor Sand fortsætter hos Esbjerg Energy.

- Jeg håber på mere spilletid i den kommende sæson. Derfor er det vigtigt, at jeg fortsætter den udvikling, som jeg har gennemgået i de seneste sæsoner. At skulle skifte juniorishockeyen ud med seniorishockey i Metal Ligaen er ingen let proces, og det har det heller ikke været for mig, fortæller Victor Sand:

- Fejl straffes ikke så hårdt i juniorishockey, men i seniorhockey er modstanderne dygtigere, så fejl straffes ikke alene på isen. Træneren er også nødt til at reagere på for mange fejl, så det koster også let den spilletid, som er vigtig for spillernes videre udvikling, så man skal passe på.

Victor Sand er født i Grindsted. Han er 180 cm høj og kan benyttes både som center og som wing.

Victor har skabt et fundament, hvorfra han kan fortsætte sin udvikling. Han var været med omkring holdet i flere sæsoner og hører ikke længere til blandt truppens uerfarne spillere, så han er der, hvor han kan tage en rigtig plads på holdet, understreger cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy:

- Men hverken Victor eller andre får noget foræret. Han skal kæmpe for tilliden, spilletiden og for sin plads på holdet. Jeg ser nu frem til den tredje sæson, hvor jeg kan arbejde med Victors udvikling frem mod en fuldgyldig plads i truppen, hvor han kan spille i flere situationer.

Victor Sand har spillet 88 kampe i Metal Ligaen og har scoret et enkelt mål. Samtidigt har han i de to seneste år repræsenteret Danmark til U20-slutrunder.

- Jeg har talt meget med Jason Jaspers om rollen som ung spiller i Metal Ligaen. Vi har talt om, at jeg ikke mindst i egen zone og i omstillingerne skal spille enkelt og sikkert, så vi ikke taber pucken et farligt sted. Først når det er på plads, kan man bygge på, og øge risikoen i spillet og spille lidt smartere, fortsætter den unge forward.

- Arbejdet på denne årstid med den fysiske træning er supervigtigt. Jeg har op til de to seneste sæsoner brugt tiden på at opbygge den nødvendige muskulatur. Det har måske kostet lidt på hurtigheden, så fokus er lige nu at vedligeholde de resultater, som jeg tidligere har opnået. Jeg ved, at det kræver tålmodighed og vilje, for der er rigtigt mange gode spillere i Danmark. Så det er trænerens job at fordele spilletiden.

Sidste sæson blev det til 31 kampe i den gule Energy-trøje for Esbjerg.

- Victors mindset er vigtigt. Han har vist, at han kan og gjorde det godt til U20-slutrunden. Nu skal han vise, at han er blevet bedre og gøre sig fortjent til spilletiden. Han har tidligere vist, at han kan, så det bliver spændende i den kommende sæson, slutter Jason Jaspers.

 


JUNI-STATUS: Rødovre Mighty Bulls Odense Bulldogs tilføjer Alberto Pison til truppen