Esbjerg Energy vandt mandag aften som ventet med hele 8-1 over Rødovre Mighty Bulls - det endda efter, at Rødovre havde ført med 1-0 over vestjyderne.
Men derefter ramlede Rødovre ind i en esbjergensisk målstorm. Ikke mindst i begyndelsen af anden periode, hvor målene væltede ind bag Albert Adamsen i rekordfart.
Her scorede Esbjerg tre gange på 1:28 minutter og tæller man Jeff Kings scoring i første periode med, scorede Esbjerg hele fire mål på blot 1:59 minutter - altså på under to minutter.
Esbjerg endte med at vinde 8-1, og de tre spillere, der dominerede kamprapporten, har nogle fuldstændig forrygende statistikker med ud fra kampen.
Esbjergs tredjekæde havde den nye mand Carter Johnson som center. Han fik ikke rigtig noget statistisk ud af sin debut mod Odense fredag aften, men mandag scorede han sit første mål og supplerede med fire assister.
Johnson noterede sig samtidig for utrolige +7 i plus/minus-statistikken. Det samme gjorde både svenske Oscar Öhman og Lucas Andersen. Svenske Öhman stod for 1+4 og fem point nøjagtig som Johnson, mens Lucas Andersen leverede utrolige seks point i kampen, som han altså kombinerede med +7.
En forrygende og vild aften for de tre Esbjerg-gutter, der formentlig får genvalg i tredjekæden i morgen, når vestjyderne tager til kamp hos formstærke Odense.