Det lignede et helt almindeligt ishockey-forældrepar, der sad mutters alene midt på den "dyre langside" i aftes i VinMedKant Arena. Men ved nærmere øjesyn havde faderen et ulvelogo i nakken, og så var det ikke svært at regne ud, at forældreparret var Chase Stillmans mor og far, Mara og Cory Stillman.
Sidstnævnte er nemlig træner for Sudbury Wolves, der spiller i Ontario Hockey League til daglig, og Cory Stillman er ikke hvem som helst i den nordamerikanske ishockeyverden.
Den flinke og imødekommende mand er dobbelt Stanley Cup-vinder tilbage i 2004 og 2006 med henholdsvis Tampa Bay Lightning og Carolina Hurricanes og har spillet 1025 grundspilskampe og 82 slutspilskampe i NHL. Han har været director of player development i både Florida og Carolina i NHL, inden han altså nu forfølger en trænerkarriere i OHL, hvor han er ansvarlig for sønnens hold.
Det var altså med andre ord et kæmpestort ishockeynavn, der sad og hyggede sig en i "kaffeløs" VinMedKant Arena i aftes, hvor tilskuertallet vel lå på omkring 30 personer og dermed skabte en markant mindre hype omkring en juniorkamp i forhold til, hvad Cory Stillman er vant til. Alligevel var canadieren og hans hustru vældig begejstrede over at sidde i en kold dansk skøjtehal.
- Vi er glade for at være her. Vi fik muligheden gennem Chases agent, der havde gode forbindelser til Esbjerg Energy og forelagde muligheden for at komme herover. Chase kan få mulighed for at få kamptræning inden OHL begynder igen til februar, forklarer Cory Stillman, der selv arbejder som frivillig træner i Esbjerg, mens han er i landet.
- Jeg holder meget af ishockey, og når vi nu ikke kan spille ishockey hjemme i Canada, giver den her tur mig mulighed for at se og scoute på juniorholdene i Danmark og måske opdage en spiller. I forvejen har vi Freddy Dichow (Frederik Dichow) i truppen som vores første dansker nogensinde, så måske får jeg også mulighed for at se ham i aktion, siger Cory Stillman.
Hvad var så hans umiddelbare første indtryk af den danske Talentliga?
- Der er nogle spillere her, der flytter pucken godt og skøjter godt. Det er tydeligt, at den store is betyder, at spillet er knap så fysisk som hjemme i Canada. Backerne har bedre mulighed for at trække tilbage og sætte spillet op, siger Cory Stillman i pausen mellem anden og tredje periode.
Familien Stillman - minus søsteren Madison og bror Riley, der i sidste sæson spillede for Florida Panthers - landede i Esbjerg lige da landsholdspausen begyndte, og var igennem Covid19-tester både i Canada og Danmark, før de kunne slå sig ned i nogle måneder i det vestjyske.
Cory og Mara Stillman kunne berette, at restriktionerne i dagligdagen i Canada er nogenlunde de samme som i Danmark, men altså foreløbig uden ishockey på højeste juniorniveau.
- Så vi glæder os til weekenden med to kampe i København og forhåbentlig lidt sightseeing oven i. Så meget som det nu er muligt i de her tider, siger Cory Stillman bag mundbindet.
Og hvordan var han så tilfreds med sønnens første kamp i den danske Talentliga, der endte med to mål og en assist?
- Han har ikke spillet kamp rigtig længe, så han skal lige i gang. Men det var vel ganske fornuftigt og med et par glimrende mål oveni.