Schweiz satte sig på kampen i Stockholm fra start, og Danmark kom aldrig ind i kampen

Semifinalen blev desværre ikke den danske fest, som de mange tilrejsende danskere havde håbet på denne kølige aften i den svenske hovedstad. De rød-hvide mødte et ultrakoncentreret, fysisk stærkt og spillemæssigt bedre schweizisk mandskab, der – lad os bare erkende det – spillede sig i finalen uden de store problemer.

Til slut endte det 7-0 til Schweiz, der dermed er i finalen for andet år på stribe.

Danmark ramlede ind i en forfærdelig første periode mod et schweizisk mandskab, der satte sig på kampen lige fra start.

På lægterne gjorde de mange tilrejsende danske tilskuere stærk modstand med struberne i den nyligt ombyggede Avicii Arena i Stockholm – en arena, der forinden havde været ”i chok” efter Sveriges 2-6-nederlag mod USA i den første semifinale.

NHL’eren fra New Jersey, Timo Meier, var den første Schweizer, der var aktiv inde foran mål med to muligheder i de første par skift.

De rødklædte piskede rundt foran Frederik Dichow og satte danskerne en meter eller to bagud i de første fem minutter.

Men den første storm blev redet af, og både Nick Olesen og Mathias Bau havde derefter fornuftige forsøg på Genoni i schweizermålet.

Bedst som man troede, at Danmark havde fået fodfæste i kampen, fik schweizerne det første mål.

Nikolaj Ehlers tabte en nærkamp ved banden, og kort efter stod hans holdkammerat fra Winnipeg, Nino Niederreiter fri inde foran mål.

Han fik skinnebenet på en pasning fra Janis Meyer, og selv om dommerne voterede længe, blev der noteret ”good goal”.

Kort efter havde Danmark en farlig tre mod to-situation, men Nicklas Jensen mistede grebet om pucken, inden han fik afsluttet.

Det gik galt kort efter, da Schweiz pressede på igen under mål. Dichow reddede, men pucken røg op på skulderen af Markus Lauridsen, der uheldigt styrede pucken i eget mål.

Som om det ikke var nok, måtte Patrick Russell ud for en slashing, og hans forseelse udnyttede modstanderne prompte i powerplay.

Det var igen Nino Niederreiter, der var på plads. Schweiz førte 3-0 efter 20 minutter, og lignede efter første periode USA’s finalemodstander.

Kunne Danmark slå igen i midtperioden og æde sig ind i kampen igen?

De rød-hvide havde en kæmpe chance for at komme tilbage. Da schweizernes Malgin og Bertschy med kort mellemrum tog en dobbeltudvisning med lidt over et halvt minuts mellemrum, var Danmark pludselig fem mod tre i rigtig lang tid.

Men selv med fem angribere på isen på samme tid, lykkedes det aldrig for danskerne at skabe rigtig store chancer.

Schweizernes målmand Reto Genoni viste stor klasse, da han blokerede en stor dansk mulighed med et stærkt pokecheck.

Heller ikke fem mod fire lykkedes det for de rød-hvide at skabe store muligheder.

Ærgerligt, og kort efter at holdene igen var fem mod fem, var Frederik Dichow lige ved at tabe et kompetent schweizisk ind over egen streg. Den heldigvis røg forbi.

Schweizerne fik powerplay på en udvisning til Jesper Jensen Aabo, og der var anderledes flow over favoritternes spil i overtal.

Det var ”klap-klap”-hockey i perioder, og danskerne hang efter. Det næste schweiziske mål lå i luften, og det kom da Denis Malgin elegant dansede forbi Patrick Russell inde foran mål og lagde pucken ind bag Dichow.

Der var spillet knap 38 minutter, og det lignede den definitive afgørelse på kampen.

Schweizerne fortsatte med at rulle på i tredje periode.

Simon Knak var en tværpasning fra at spille Ken Jager helt fri til et ”tap-in” og både Meier og Niederreiter var tæt på at passere Dichow.

Der var virkelig flow i det schweiziske spil, og forsøgene væltede ned mod Dichow. I det 25. minut fik Sandro Schmid lirket pucken forbi Frederik Dichow i to forsøg.

Konsekvensen var 5-0 på tavlen og en dansk målmandsudskiftning. Ikke fordi Dichow havde gjort det dårligt, men formentlig fordi Dichow var træt efter en hård kamp med mange schweiziske forsøg.

Kort efter fik Schweiz annulleret et potentielt 6-0-mål, da Mikael Gath og staben fangede en offside og tog en challenge.

Dansk powerplay halvvejs inde i tredje periode: Det så nogenlunde fornuftigt ud, men kun et enkelt forsøg af Aagaard udfordrede Genoni.

Kort efter at Danmark var blevet fuldtallig, hamrede Damien Riat et slagskud ind bag Dahm. Igen tog den danske boks en challenge, men denne gang stod dommerens kald. 6-0 til Schweiz, der i powerplay øgede til 7-0 ved Tyler Moy.

Værre gik det heldigvis ikke, og tilbage står, at Danmark i morgen spiller endnu en historisk kamp. Det gælder om bronzen mod et stjernespækket svensk hold.

Klokken 16:20 går det løs i Globen, fire timer senere begynder finalen mellem Schweiz og USA.


VM 2025: USA er finaleklar efter sikker sejr over Sverige