Det kommer i klumper, når USA's ishockeylandshold angriber i Boxen.
Således også i matchen i eftermiddag, hvor amerikanerne startede sløvt ud mod Kasakhstan.
Stillingen var 0-0 efter første periode, men i anden periode kastede amerikanerne en flodbølge af scoringer ind mod de sagesløse gutter fra Kasakhstan.
Hele fem gange scorede USA i de midterste 20 minutter og efterlod dermed ingen tvivl om, at de er klar til kvartfinalen på torsdag. Amerikanerne er nemlig nu sikre på at avancere, og det er kun et spørgsmål om, hvorvidt USA bliver nummer et, to eller tre i puljen i Herning.
Jackson Lacombe, Tage Thompson, Matty Beniers, Michael Kesselring, Zach Werenski og Frank Nazar scorede for amerikanerne, der endte med at vinde 6-1 over Kasakhstan, der i den grad skal krydse fingre for Ungarn i den kommende nedrykningskamp mod Norge.
Kasakhstan SKAL nemlig slutte over Norge på point, hvis holdet fra Østeuropa skal ende med at overleve i den bedste VM-gruppe.
Hvis Norge tager to eller tre point mod Ungarn, ryger Kasakhstan ned i Division IA.
I dagens tidlige kamp i Stockholm vandt Østrig 3-2 over Slovenien efter straffeslag, og dermed er østrigerne stadig inde i kampen om pladserne i kvartfinalen og fortsætter dermed den fremgang som nationen allerede viste i sidste sæsons VM.