Nok har Frederikshavn White Hawks tabt de fire kampe, hvor Anton Wilde har været på mål, men den blot 17-årige målmand har imponeret stort og udfordrer pt. Kevin Frydkjær i kampen om pladsen som "første-dansker" i Frederikshavns mål, hvor en frisk August Hedlund - når det sker - må regnes som førstemand i målet.
Så det er klart, at Frederikshavn allerede nu afsøger muligheden for at holde på den talentfulde målmand, der har kontrakt i klubben til 2026.
- Jeg håber, vi som klub får muligheden for at arbejde videre med ham. Derfor har vi også aftalt med ham og hans bagland, at når han kommer hjem fra U20-VM, så sætter vi os ned for at tale om fremtiden, og hvad der er bedst for hans udvikling. Anton er et naturtalent, som vi meget gerne vil bygge videre på, lyder det fra direktør René Jørgensen i en artikel på Kanal Frederikshavn.
Spændende, om Wilde er i mål, når Frederikshavn i aften møder Odense Bulldogs på hjemmebane.