Der skal flere penge til, hvis frederikshavnerne skal tilbage i dansk ishockeys top

Frederikshavn White Hawks ligger håbløst bagest i tabellen og er på vej til den værste sæson siden begyndelsen af 80'erne. 

Og skal White Hawks tilbage til toppen af Metal Ligaen, skal der rejses væsentlig bedre økonomi.

Det siger formand Peter Conradsen fra Elite Nord A/S - selskabet bag White Hawks - i et interview med Kanal Frederikshavn

- Tabellen lyver ikke. Vores budget er ikke tilstrækkeligt, siger han til det lokale medie.

- Vi har brug for at styrke klubben, og så betyder det mindre, om vi taler om nye medejere, sponsorer eller aktionærer. Vi har brug for ekstra to-tre millioner kroner i indtægter. To vil være fantastisk. Tre vil være ovenud fantastisk, lyder det fra Conradsen, der også understreger, at ledelsen arbejder hårdt for at finde midler, der kan rejse ishockeyen i Frederikshavn igen.

Kanal Frederikshavn fortæller, at White Hawks holder informationsmøde 1. marts, hvor man vil afsløre klubbens sportslige strategi for de kommende sæsoner. 

 


Stærk Setkov var den eneste Metal Liga-spiller i OL-aktion KAMPEN KORT: Sønderjyske tog pligtsejren over Frederikshavn