Frederikshavn White Hawks har allerede en stor del af klubbens fundament for den kommende sæson på plads.
Nordjyderne har foreløbig fire imports på plads i form af målmand Galansky, backen Pontus Englund, angriberen Todd Winder og russiske Alexander Bumagin, hvis rolle i klubben dog stadig er uafklaret.
Derudover er 16 danskere med inde i truppen hos White Hawks, der dog ikke har travlt med at hente de resterende spillere. Det siger pressechef Michael Kristensen til Nordjyske.
- Lige nu har vi 20 mand på kontrakt, så vi er godt med. Vi har offentliggjort et par udenlandske spillere. Derudover har vi Tadeas Galansky på kontrakt. Det samme er tilfældet med Alex Bumagin, men her er det uafklaret, om han kommer til at spille. Vi kommer nok til at hente flere udenlandske spillere, men vi har ikke travlt. Det handler om, at vi skal have folk ind, som har de samme værdier som klubben, lyder det.
Der er næppe tvivl om, at Frederikshavn håber og tror på, at træner Patric Wener lige hiver et "par mirakler" med hjem fra Sverige som Wener ofte har gjort det i Herlev, hvor han har trænet de seneste sæsoner.