Det blev til en nordjysk 4-1-sejr, da Frederikshavn White Hawks lørdag tog imod svenske Borås HC i Nordjyske Bank Arena. Nordjydernes hjemmeside fortæller følgende om kampen:
Det var en kamp, der ikke kun handlede om ishockey, men også om at samle ind til ungdomsarbejdet i Frederikshavn Ishockey Klub. Publikum og sponsorere støttede flot op om indsamlingen til FIK’s U8-hold, som efterfølgende sender en stor tak for den varme opbakning.
På isen viste White Hawks lovende takter og sikrede sig en 4-1 sejr. 1. periode gik utroligt stærkt, med kun få stop i spillet. Men i 2. periode kunne Thomas Søndergaard åbne ballet med scoringen til 1-0. Efter en tæt 2. periode kom afgørelsen i 3. periode. Brandon Frattaroli scorede for første gang i den hvide trøje og gjorde det til 2-0.
Borås fik svaret igen i 5 mod 3 powerplay, med 2 udviste White Hawks spillere til stillingen 2-1.
I slutfasen fik Alexander Lunsjö sendt et slagskud i tomt mål, og inden speakeren var færdig med at annoncere målscoreren, satte Thomas Spelling det sidste søm i kisten på Svenske Borås med en scoring til slutresultatet 4-1.
Kevin Frydkjær leverede en stærk præstation i målet og var tæt på at holde nullet. Han blev efter kampen hyldet af både publikum og fanklubben for sin flotte indsats.